Flere europæiske lande og Danmark vil deltage i fransk indsats om atomoptrapning, siger Macron ifølge Reuters
Frankrig vil øge landets atomvåbenarsenal.
Det siger den franske præsident, Emmanuel Macron, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den franske præsident siger desuden, at Danmark sammen med flere europæiske lande vil deltage i den franske indsats, skriver Reuters.
Det er ifølge B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, en melding, der vil huskes i historiebøgerne.
“At Danmark er parat til at diskutere atomvåbensamarbejde med blandt andre Frankrig, er et stykke danmarkshistorie, vi er vidne til. En helt ny verden,” siger han til mediet.
Otte lande har ifølge præsidenten aftalt at deltage i et “avanceret” atomafskrækkelsesprogram, skriver AFP.
Det gælder Tyskland, Storbritannien, Polen, Holland, Belgien, Grækenland, Sverige og altså Danmark.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Jeppe Elkjær er det Danmarks stadigt dårligere forhold til den ellers tætte allierede USA, der er årsag til, at vi nu går ind i atomsamarbejde.
“Det groteske i den situation er jo, at vi er blevet tvunget derhen af en af vores nærmeste allierede i form af USA under Donald Trump,” siger han og tilføjer:
“Nu er det naturligvis bare de indledende faser, vi er i, men alene det, at vi er blevet tvunget derhen af USA, er en helt ekstraordinær situation. Og hvis man rejste fem år tilbage i tiden og fortalte om den nuværende situation, så ville folk nok kigge på en med vantro,” siger han til B.T..
De otte lande vil kunne huse “strategiske luftstyrker”, som dermed vil kunne “sprede sig ud over det europæiske kontinent” for at “komplicere vores modstanderes beregninger”, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet.
Fra dansk side er det endnu ikke bekræftet, hvorvidt eller hvordan Danmark potentielt vil deltage i den franske indsats.
Statsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at der holdes pressemøde mandag klokken 18.30 “i lyset af den tale, den franske præsident har afholdt”.