Mens kobberkuplen restaureres indtager designstudiet Yoke toppen af Rundetaarn med lysværket ‘Imens lyset tøver’.
Den 12. januar blev den tre ton tunge kobberkuppel på toppen af Rundetaarn hejst ned.
Taget var blevet utæt, og derfor har man nu påbegyndt en større restaurering.
Når Rundetaarn åbner dørene for den nye sæson den 6. februar, bliver det altså uden mulighed for at se det ikoniske observatorie på toppen.
Til gengæld kan man opleve en ny storartet lysinstallation, der toner frem på toppen af tårnet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Markerer stort jubilæumsår
I 2026 markerer Rundetaarn 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed med programmet ‘Lysår 2026’.
For at indlede det store jubilæumsår – og udfylde det midlertidige tomrum på toppen af tårnet – har designstudiet Yoke skabt et stort lysværk med titlen ‘Imens lyset tøver’.
I jubilæets anledning har Yoke taget inspiration fra Ole Rømers obsevartioner af Jupiters måne Io, der ledte til den historiske opdagelse.
”Det er Rømers aha-øjeblik gjort rumligt. Lysets tøven bliver synliggjort, og vi håber at publikum får følelsen af at stå midt i det, der ændrede vores forståelse af Universet,” fortæller Simon Marxen, Creative Director hos Yoke, i en pressemeddelelse.
Rundetaarns program- og udstillingschef Ditte Marie Lund uddyber:
“Yoke fortæller historien om Ole Rømers store opdagelse, når de omsætter hans indsigter til lys og lyd i et sanseligt værk, der omslutter vores gæster og inviterer dem til at opleve og forstå lysets hastighed med hele kroppen.”
Lysinstallationens placering på toppen af Rundetaarn betyder, at man både kan opleve kunstværket udefra og komme helt ind i værkets centrum.
Værket, der desuden indgår i den årlige Copenhagen Light Festival, kan opleves fra den 6. februar til den 6. april.
Den 25. februar kan du høre mere om værkets tilblivelse, når Simon Marxen og Rundetaarns astrofysiker Christina Toldbo deltager i en talk i Rundetaarn.
