Lyngby-Taarbæk vil styrke naturen: Ny plan for grønne områder

Lyngby-Taarbæk Kommune tager et nyt skridt i arbejdet med at sikre mere bæredygtig drift af grønne områder. Med en række nye kvalitetsbeskrivelser vil kommunen fremover sikre en systematisk, effektiv og gennemsigtig pleje af alt fra græsplæner og hække til blomsterbede og naturarealer, oplyser kommunen i en pressemeddelelse torsdag.

”De nye kvalitetsbeskrivelser er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at sikre en bæredygtig og effektiv pleje af Lyngby-Taarbæks grønne områder. Ved at integrere disse beskrivelser med vores geografiske informationssystem kan vi nu planlægge og udføre vedligeholdelse med større præcision og gennemsigtighed,” siger Richard Sandbæk, formand for Teknikudvalget.

Beskrivelserne skal gøre det tydeligt, hvordan forskellige elementer skal passes, og hvad der kræves i særlige situationer, eksempelvis ved stormskader eller sæsonbestemte behov.

Ifølge en rapport fra Danmarks Naturfredningsforening har mange danske kommuner i de seneste år skruet op for naturvenlig drift af grønne områder. Men manglende standarder og dokumentation har gjort det svært at måle effekten. Lyngby-Taarbæk Kommunes model med klare beskrivelser og digital opfølgning ses derfor som et eksempel til efterfølgelse i flere kommuner.

Skal styrke biodiversiteten

Projektet er ikke kun en teknisk opgradering af driften, men en del af kommunens samlede grønne strategi. Kvalitetsbeskrivelserne skal understøtte både den lokale bæredygtighedsstrategi og handleplanen for biodiversitet, ”Vildere Lyngby-Taarbæk”.

”Med afsæt i de nye kvalitetsbeskrivelser har vi i Teknikudvalget nu bedt forvaltningen om oplæg til, hvordan dele af driften kan omlægges for at opnå en højere grad af biodiversitet. Og – når vi synliggør biodiversitetstiltagene, kan vi skabe en større forståelse for, hvordan og hvorfor vi plejer vores natur på den måde, vi gør,” siger næstformand Cecilie Lindahl.

Mere overblik og bedre drift

Bag de nye beskrivelser ligger en national standard udviklet af Københavns Universitet i samarbejde med bl.a. Danske Anlægsgartnere og Park- og Naturforvalterne. I Lyngby-Taarbæk er den nu koblet med kommunens GIS-system, så forvaltningen kan få præcist overblik over plejen af de mange grønne arealer i byen – og borgere kan senere følge med i kommunens indsats via en digital håndbog.

Kvalitetsbeskrivelserne blev testet i anden halvdel af 2024 og rulles nu ud i fuldt omfang.