Luk døre og vinduer! To personer kvæstet i voldsom brand

Der er onsdag eftermiddag udbrudt brand i et autoværksted, hvor både politi og brandvæsen er rykket talstærkt ud.

Myndighederne opfordrer personer i området til at holde sig indendørs med lukkede døre og vinduer.

Ifølge politiet er der tale om en brand i et autoværksted, hvor der er risiko for farlige materialer. Brandvæsenet er i gang med den indledende indsats, mens politiet også arbejder på stedet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

“Vi er lige landet derude. Der er udbrudt ild i et autoværksted, og brandvæsenet er fremme sammen med os,” oplyser Anette Ostenfeldt, vagtchef ved Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Hun fortæller videre, at man er opmærksom på, at der kan befinde sig gasflasker og lignende i bygningen, hvilket bliver undersøgt nærmere.

Det er på nuværende tidspunkt uklart, om der befinder sig personer inde i værkstedet.

Branden er opstået på Speditørvej i København, hvor Hovedstadens Beredskab er til stede med 13 køretøjer og tre indsatsledere.

Beredskabet opfordrer borgere i området til at lukke døre og vinduer samt slukke ventilationsanlæg, mens indsatsen står på. Indtil videre har det ikke været nødvendigt at evakuere nærliggende bygninger.

Se også
Militærøvelse omkring dansk færge

Anmeldelsen om branden indløb kl. 13.15. Senere har politiet oplyst, at der aktuelt er meldinger om to tilskadekomne.

‘Vi er i øjeblikket til stede på Speditørvej, hvor der er ild i et autoværksted. Der er pt meldinger om to tilskadekomne, tilstand ukendt. Vi har pt ikke flere oplysninger at give’, skriver Københavns Politi i en opdatering.

Presse-fotos.dk arbejder på at få flere oplysninger i sagen.

Korte videoer