Den 29-årige nigerianske sanger, sangskriver og performer Lojay har international hæder og hede rytmer med i bagagen, når han besøger Danmark til efteråret.
Til efteråret kan musikinteresserede danskere se frem til en dansefest, når nigerianske Lojay skal forsøge at hive den sidste sensommervarme med ind i september ved hjælp af en blanding af afrobeat og R&B.
Sangeren med det borgerlige navn Olalekan Oluwarantimi Osifeso Jr. lægger nemlig vejen forbi Amager Bio den 11. september som led i sin internationale ‘XOXO Tour’.
Det offentliggør Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.
Tourens titel stammer fra Lojays debutalbum ‘XOXO’, der udkommer den 22. august 2025, kort inden den danske koncert.
Succesfuldt samarbejde med amerikansk stjerne løftede Lojay til nye højder
Lojay voksede op i Nigerias største by, Lagos. Her gav han tidligt prøver på sine musikalske talenter som både kirkesanger og trommeslager.
Hans professionelle karriere startede i 2016, og i 2021 fik han sit gennembrud med EP’en ‘LV N ATTN’.
Karrierens hidtil største streaming- og hitliste-succeser kom i samarbejde med den amerikanske sanger Chris Brown.
Først var det et remix af Lojays eget nummer ‘Monalisa’ med Chris Brown som gæst, der blev et internationalt hit. Remixet nåede en ottendeplads på amerikanske Billboards ‘U.S. Afrobeats Songs’-hitliste.
Senere gengældte Lojay tjenesten ved at medvirke på Chris Browns ‘Sensational’, der ved 2025’s GRAMMY-uddeling var nomineret til en pris for Bedste Afrikanske Musikperformance.
Nummeret gav også Lojay hans første optræden på Billboards primære hitliste for sange, Hot 100, hvor nummeret nåede en placering som nummer 71.
Begge numre har i skrivende stund opnået et nicifret antal afspilninger på Spotify, hvor remixet af ‘Monalisa’ er nået helt op på 228 millioner afspilninger.
Der blev åbnet for billetsalget til koncerten fredag den 18. juli.