Lønhop for partihopper: Det får hun nu

Ulla Sørensen fra Middelfart blev landskendt, da hun skiftede parti kort efter kommunalvalget. Nu afslører medie, at skiftet også betyder en markant lønforhøjelse.

Ulla Sørensen var en af kommunalvalgets mest omtalte personer.

Hendes partiskifte fra Socialdemokratiet til Venstre vakte opsigt på landsplan, ikke kun fordi det var med til at tippe magten i kommunen.

Men også fordi reaktionerne blandt vælgerne var så stærke.

Der blev blandt andet arrangeret en demonstration imod hende, og i et tilfælde blev hun spyttet på af en forbipasserende, som kaldte hende ‘Judas’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Middelfart Kommune.

‘Markant lønhop’

TV2 Øst har undersøgt, hvad Ulla Sørensen kommer til at tjene, når hun træder ind i den nye valgperiode den 1. januar. Og ifølge mediet er det et ‘markant lønhop’, hun kan se frem til.

Samlet set kommer hun op på 336.000 kroner i årligt honorar. Det er 120.000 kroner mere end i dag og en stigning på 61,5 procent.

I dag får Ulla Sørensen vederlag for at være 1. viceborgmester, medlem af byrådet og medlem af Social- og Sundhedsudvalget.

Hun fortsætter som 1. viceborgmester og byrådsmedlem og beholder dermed de to vederlag.

Men hun får en ny titel i Social- og Sundhedsudvalget, hvor hun nu bliver næstformand. Det giver en stigning på 27.337 kroner.

Derudover bliver hun medlem af Vurderingsankenævnet og indtræder i misbrugscenteret Ringgårdens bestyrelse. Det giver tilsammen ekstra vederlag på 101.108 kroner.

Skiftede fra ‘herreklub’

I slutningen af november satte Ulla Sørensen ord på sine tanker bag skiftet fra Socialdemokratiet til Venstre.

Det gjorde hun i et interview med Fyens Stiftstidende, hvor hun kaldte Socialdemokratiet i Middelfart en ‘herreklub’, hvor hun efter eget udsagn var uden reel indflydelse.

“Når man ikke er fodboldinteresseret og går op i at drikke bajere, så var man udenfor, rent ud sagt,” fortalte hun til Fyens Stiftstidende.

Derudover oplevede hun ‘voksenmobning’ og ‘voksenskældud’, hvis hun ikke rettede ind.

Avisen har forelagt kritikken for Johannes Lundsfryd Jensen, Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved valget. Han kan ikke genkende Ulla Sørensens version, men er ked af, at hun har oplevet det sådan.

Allerede før valgperioden begynder: To politikere tager orlov