Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) opfordrer Israel til at sikre uhindret adgang for nødhjælp til Gaza.
Hvis ikke det sker, så mener udenrigsministeren, at “alle vil blive dømt af historien”.
Det skriver han tirsdag aften i et opslag på det sociale medie X.
– Det er mere end på høje tid, at Israel skifter kurs, begynder at samarbejde med verdenssamfundet og giver uhindret adgang for nødhjælp til en civilbefolkning i Gaza, der lider så voldsomt, at vi alle bliver dømt af historien, hvis kursen ikke ændres, skriver Lars Løkke Rasmussen.
Tirsdag morgen blev 27 palæstinensere meldt dræbt, da de ventede på uddeling af nødhjælp i Gazastriben. Det oplyste Gazas civilforsvar ifølge AFP.
Hændelsen skete nær byen Rafah tæt på grænsen til Egypten.
Efter meldingen fra Gazas sundhedsministerium bekræftede det israelske militær, at det havde affyret skud mod enkeltpersoner omkring en halv kilometer fra det sted, hvor den amerikansk- og israelskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF) holder til i Rafah.
Palæstinensere bevægede sig mod soldaterne på en måde, der “udgjorde en trussel mod dem”, lød det fra militæret.
Generalsekretær for FN, António Guterres, har ifølge AFP kaldt angrebet på palæstinenserne for “uacceptabelt”.
Generelt er Israel blevet mødt af en voksende international kritik som følge af den humanitære situation i Gaza.
Igennem knap tre måneder gjorde en israelsk blokade af nødhjælp den i forvejen kritiske humanitære situation i Gaza endnu værre.
Blokaden er blevet lempet de seneste dage, efter at nødhjælpsorganisationer længe har advaret om truende hungersnød.
FN’s Sikkerhedsråd ventes onsdag at stemme om en resolution, der kræver “øjeblikkelig, ubetinget og permanent” våbenhvile i Gaza.
I et udkast til resolutionen, som nyhedsbureauet Reuters har set, står der, at alle restriktioner for humanitær hjælp skal ophæves i Gaza, så distributionen af nødhjælp kan ske i stor skala.
Er der et hemmeligt elevator-trick, der får den til at komme hurtigt?