Donald Trump vil genindføre en flådeblokade mod Iran og indføre en afgift på skibstrafikken gennem Hormuzstrædet. Det vækker stor bekymring hos udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Et nyt udspil fra Donald Trump møder nu modstand fra den danske regering.
Ifølge DR vil Trump genindføre en flådeblokade mod Iran, hvor USA samtidig skal fungere som ‘Hormuzstrædets vogter’.
Planen indebærer også, at skibe, der passerer gennem Hormuzstrædet, skal betale en afgift på 20 procent af fragtens værdi.
Det forslag har Lars Løkke Rasmussen svært ved at se fungere.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Jeg kan ikke forestille mig, at der kommer nogen sejlads på Hormuzstrædet, hvis man skal betale 20 procent af fragternes værdi. Og jeg tror også, at vi har til gode at se, hvordan det her skal udmønte sig,’ siger udenrigsministeren til mediet.
Han understreger, at Danmark fortsat arbejder for fri sejlads på verdenshavene, og at udviklingen i regionen giver anledning til bekymring.
Trump har samtidig orienteret den amerikanske Kongres om, at krigen mod Iran formelt er genoptaget.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen betyder det, at de tidligere fredsforhandlinger nu reelt er opgivet.
‘Det, der vel står klart nu, er, at det bliver meddelt til Kongressen, at den her fredsaftale er parkeret. Nu er der krig, der kommer en blokade. Det må vi tage til efterretning,’ siger han til mediet.
Udenrigsministeren kalder udviklingen trist og peger på, at den tidligere fredsaftale tilsyneladende var så uklar, at parterne aldrig nåede til en fælles forståelse af dens indhold.
