Det blev en aften med grin, gensyn og høj stemning, da makkerparret bag Liget ved Langebro inviterede til bogreception. Første oplag er allerede udsolgt, men makkerparret lover, at der er nyt på vej.
Torsdag aften dannede Café Haraldsborg rammen om en festlig og følelsesladet bogreception for Liget ved Langebro, som er en ny krimi skrevet af Linse Kessler og Lukas Birch.
Duoen, der sammen står bag fortællingen om mord, miljø og mennesker fra Bryggen, blev mødt af både fans, familie og kendte ansigter fra tv-verdenen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Når man spørger makkerparret har det indtil videre været en overvældende succes.
“Over al forventning,” lød det fra Linse Kessler, der fortalte, at hun havde været nervøs for, hvordan bogen ville blive modtaget. “Jeg tænker altid tingene ned, men jeg var ikke sikker på, at det ville blive så godt.”
Ifølge medforfatter Lukas Birch var succesen til at tage og føle på: “Den blev udsolgt en uge før, hvor jeg tænkte: åh nej – kan vi leve op til presset? Men folk har været vanvittigt glade, og vi har fået fem og seks stjerner, så vi er meget tilfredse.”
Næste bog planlagt
Makkerparret afslørede, at et nyt oplag allerede er på vej, og at de i de kommende uger drager ud på signeringsturné rundt i landet.
“Næste oplag kommer vist i denne eller næste uge, så vi skal ud og signere en masse bøger,” sagde Lukas Birch.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Samtidig er arbejdet på bog nummer to allerede i fuld gang.
Den kommende titel Hævnen i Hangaren bliver ifølge Birch den første i en planlagt serie, hvor der skal udkomme en ny bog hvert halve år.
Linse Kessler afbrød grinende sin makker under præsentationen: “Det er altså mig, der er forfatteren!” hvortil Lukas svarede, “Så er jeg gallionsfiguren,” med et kæmpe grin.
Et velkendt sted
Café Haraldsborg på Islands Brygge var valgt som den perfekte ramme for receptionen – et sted, der for Linse Kessler har særlig stor betydning.
Hvis man har set bare en lille smule med i de mange sæsoner af Familien fra Bryggen,’ så ved man nok godt, hvad Cafe Haraldsborg er for en størrelse.
Den blev for nyligt overtaget af Linses søster og derfor var der ingen tvivl om, hvor bogreceptionen skulle afholdes.
“Vi kiggede på hinanden og tænkte, hvor skal vi holde det henne? Der er kun ét sted – Haraldsborg, selvfølgelig. Og så er det lillesøster, der ejer det. Det bliver sgu ikke bedre,” sagde en meget glad Linse Kessler.
Aftenen bød på både musik og fællessang, da der blev spillet op til dans med Islands Brygge-sangen, mens gæsterne – blandt dem, Lone og Niller kendt fra Familien fra Bryggen’, Janni Ree og tidligere Haraldsborg-ejer Peter Rex – skålede og hilste på hinanden i den tætpakkede café.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I baren stod Linses søster, der for nylig har overtaget stedet, og serverede for gæsterne, mens stemningen var præget af varme og lokalt fællesskab.
Levende leksikon
Liget ved Langebro foregår, som titlen antyder, på Bryggen, og forfatterparret lægger ikke skjul på, at inspirationen kommer tæt på virkeligheden.
“At vandre rundt på Bryggen med Linse er som at gå gennem et levende leksikon,” fortalte Lukas Birch med et grin.
Han tilføjede, at universet fortsætter i de kommende bøger, hvor læserne kan se frem til både genkendelige steder og personer
“Der vil være nogen af de samme – også folk herfra Haraldsborg.”
Ifølge Linse tager bøgerne udgangspunkt i temaer, som hun også kan genkende fra hendes eget liv, og Hævnen i Hangaren bliver ingen undtagelse.
“Der er mange små detaljer i bogen, som nogle måske kan genkende, og det synes vi er sjovt at lege med,” forklarede Birch, mens Linse nikkede og afsluttede: “Vi har det fantastisk sjovt med det, og vi gør det helt på vores måde.”







