Linda P afslører drama efter Egelinds exit: ‘Jeg har været nødt til at skrive store dele om’

Illustrationsfoto.

Efter Søs Egelinds pludselige afgang har Linda P stået med den svære opgave at omskrive store dele af Tivolirevyen.

I april kom det frem, at skuespiller Søs Egelind alligevel ikke bliver en del af årets Tivolirevy.

Selvom hun oprindeligt var en del af holdet, valgte hun nemlig at trække sig på grund af forskellige forventninger til produktionen.

“Jeg er nået frem til, at jeg ikke synes, det er et godt match. Så er det bedre at tage konsekvensen og overlade scenen til de andre på holdet, som jeg vil ønske masser af held og lykke med revyen,” lød det fra Søs Egelind i pressemeddelelsen fra Tivoli.

Her fremgik det desuden, at revyen kører videre med de øvrige medvirkende, der tæller komiker Thomas Warberg, skuespiller Kurt Ravn og komiker Linda P, der står i spidsen for revyen som ny kreativ chef efter Lisbet Dahl.

“Jeg elsker modstand”

Og på et pressemøde i forbindelse med premieren løftede Linda P sløret for, hvor krævende det har været at omlægge showet efter Søs Egelinds pludselige exit.

“Jeg har været nødt til at skrive meget store dele om – men jeg elsker udfordringer. Det er derfor, jeg gør det,” siger Linda P og tilføjer: 

“Jeg er meget fokuseret på det, jeg laver, og jeg elsker modstand”.

Selvom hun ikke lægger skjul på, at det har været en krævende proces, understreger Linda P, at hun ikke har set sig nødsaget til hurtige løsninger – og derfor heller ikke har hevet en ny person ind i revyen. 

“Hvis ikke udfordringen er fed, så gider jeg ikke lave det. Og jeg ved, hvad jeg laver. Som jeg har sagt før, så ønsker jeg hende det bedste – der er intet uvenskab,” uddyber den kreative chef. 

Warberg og Ravn grinede – mens telefonerne glødede

Også Thomas Warberg tager let på situationen og al den opmærksomhed, som skuespillerens exit har betydet for produktionen. Det har faktisk været gratis reklame for revyen, forklarer han.

“Vi har jo ikke givet jer andet at skrive om. Vi har arbejdet”.

Han fortæller også muntert om den dag, hvor nyheden om Søs Egelinds exit blev offentliggjort. Her sad han sammen med Kurt Ravn, hvor deres telefoner begyndte at kime.

“Så kunne vi se: okay, nu ringer Kurts telefon fra et nummer, nu ringer min fra et andet. Okay, Kurt var så højere oppe i hierarkiet hos B.T., men så ringede Se og Hør til mig. Så var det mig, der havde den,” siger Thomas Warberg med et smil.

Han forklarer, at de to mænd “bondede” over konkurrencen om, hvem der var mest populær.

Klar til premiere

Kurt Ravn beskriver også sine to medskuespillere som dygtige og nye legekammerater. 

“Vi har en god kemi og grinet hver dag. Det skal vi bare have sendt videre til publikum,” siger han. 

Tivolirevyen har premiere på Grundlovsdag den 5. juni i Glassalen i Tivoli og har allerede solgt 22.000 billetter. Du kan købe billetter her.

Det nye samarbejde skal skabe bedre vilkår for danske og canadiske filmfolk og fremme kreativ udveksling på tværs af landegrænser.