Ifølge lokal medier er det et “mysterie”, hvorfor de dyr er til stede i området – nu er en af dem blevet fundet død af en lille pige, der var ude at gå med sin mor
En af de i Danmark sjældne dyr, der tidligere er blevet spottet i området, er fundet død.
Det skriver Cathrine Egelund Håkonsson i et opslag delt i en lokal Facebook-gruppe ifølge lokale medier.
Det var kvindens datter, der fandt dyret i en busk i Svingelen i Nakskov.
– Vi var ude at gå en tur med barnevognen, og pludselig fandt Elna kænguruen inde i krattet, siger Cathrine Egelund Håkonsson om datterens fund ifølge Lolland-Falsters Folketidende.
Ifølge mediet, der beskriver det som et “mysterium”, hopper der flere kænguruer rundt på Lolland.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tilbage i 2014 beskrev B.T. ifølge Lolland-Falsters Folketidende, at der var blevet set en kænguru på Lolland.
Ni år senere – i 2023 – var der igen lollikker, der berettede om kænguruer, der var blevet spottet på sydhavsøen.
Samme år blev der fundet en død kænguru i Søllested, som ligger cirka 11 kilometer øst for Nakskov.
Det bekræftede redningskoncernen Falck over for Lolland-Falsters Folketidende.
– Vi har hentet en påkørt kænguru i Søllested. Den var desværre omkommet, sagde Falcks pressechef Alice Klitholm Duch dengang.
– Det sker ikke så tit, men vi hører faktisk om kænguruer en gang imellem, tilføjede hun.
På Cathrine Egelund Håkonssons Facebook-opslag skriver flere, at de inden for de seneste måneder har set kænguruer hoppe rundt omkring.
Ifølge Lolland-Falsters Folketidende er kænguruen en wallaby, som er en mindre art.
Både Knuthenborg Safaripark på Lolland og Guldborgsund Zoo & Botanisk Have, som ligger på Falster, har tidligere afvist over for TV2 Øst, at kænguruerne skulle være løbet væk fra dem.ritzau/
