Lige nu: Trump sender invitation til Putin

Natten til mandag skete en stor eskalering under Grønlands-krisen, da USAs præsident, Donald Trump, fortalte, at han ikke længere vil være fredsorienteret, mens han på kryptisk vis fortalte Danmark, at ‘tiden er inde, nu vil det ske.’ Mandag formiddag kommer det frem, at præsidenten i en anden sag nu har inviteret Vladimir Putin

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er ifølge Kreml blevet inviteret til at deltage i USA’s præsident Donald Trumps fredsråd for Gaza.

Det oplyser Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, under et pressemøde mandag ifølge det russiske statsejede nyhedsbureau Tass.

– Vi gennemgår i øjeblikket alle detaljerne i dette forslag, siger Peskov ifølge nyhedsbureauet og tilføjer:

– Vi håber at kontakte den amerikanske side for at få klarlagt alle detaljerne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto – Donald Trump

De seneste dage er det strømmet ind med invitationer til flere verdensledere fra Donald Trump, som opfordrer til at blive medlem af den amerikanske præsidents nye fredsråd – det såkaldte “Gaza Board of Peace”.

Rådets opgave er at føre tilsyn med den midlertidige styring af Gazastriben, som har været under en skrøbelig våbenhvile siden oktober.

Fredsrådet er en del af anden fase i fredsplanen for Gaza.

I weekenden har flere ledere fra en række lande sagt, at de også har modtaget en invitation.

Senest mandag har en talsperson for Tysklands regering ligeledes takket Trump for invitationen.

Derudover har blandt andet Jordan, Tyrkiet, Canada, Argentina, Brasilien, Pakistan og Egypten også oplyst, at de er blevet inviteret til at tage del i fredsrådet.

Flere har allerede bekræftet, at de ønsker at deltage.

I et opslag på det sociale medie X skrev Argentinas præsident, Javier Milei, lørdag, at det vil være “en ære”.

Også Canadas premierminister, Mark Carney, har ifølge Reuters accepteret invitationen.

Efter planen er det Trump selv, som skal stå i spidsen for fredsrådet som formand.

I december lød det fra præsidenten, at både konger, præsidenter og premierministre ønskede at blive en del af projektet.

– Jeg kan med sikkerhed sige, at det er det bedste og mest prestigefyldte råd, der nogensinde er blevet samlet, har Trump sagt om rådet.

/ritzau/

Korte videoer