LIGE NU: Politistyrker vrimler til gadehjørne i København

Københavns Politi har søndag aften modtaget en anmeldelse, der har fået et større antal politistyrker til at rykke ud. En 53-årig mand bliver i forbindelse med aktionen nu bragt på hospitalet

Billeder fra stedet viser søndag aften, at politiet er talstærkt til stede omkring et gadehjørne i København.

På billederne fremgår det, at betjente er i kontakt med en gruppe drenge.

De er alle blevet tilbageholdt i forbindelse med meldingerne om en voldsom hændelse på en togstation i nærheden.

Presse-fotos.dk har i den forbindelse været i kontakt med vagtchef ved Københavns Politi Anders Frederiksen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses dele af politiets udrykning på Tagensvej – se flere billeder nederst
Se også
Vild video: ‘Han bliver påkørt tre gange af politiet’

“Jeg kan bekræfte, at vi klokken 18.58 har modtaget flere anmeldelser om et forhold ved Nørrebro Station,” siger vagtchef Anders Frederiksen.

“Anmeldelsen lyder blandt andet på, at flere personer mod en person har anvendt kniv, og det får os til at rykke massivt ud.”

“På stedet får vi kontakt med en 53-årig mand, der fortæller, at han er blevet overfaldet af en gruppe unge drenge,” siger vagtchefen.

På Tagensvej finder betjente fra Københavns Politi en gruppe drenge, der passer på signalementet.

“Der er tale om fire til fem drenge, der er 13, 14 og 15 år,” siger vagtchef Anders Frederiksen.

Politiet mener, at det er dem, der har været involveret i voldssagen med den 53-årige mand.

“Det viser sig, at manden ikke er blevet stukket med kniv, men han har fået nogle knubs og overfladiske sår på den øvre del af kroppen, som vi skal have kigget nærmere på – og derfor er han indbragt på skadestuen,” siger vagtchef Anders Frederiksen.

Manden er ikke kommet alvorligt til skade.

Københavns Politi kender på nuværende tidspunkt ikke årsagen til, at voldshændelsen på Nørrebro Station opstod.

Politiet vil nu undersøge sagen nærmere og efterforske, hvad hver enkel af parternes rolle har været.

Her ankommer en mor til en af de involverede ifølge Presse-fotos.dks udsendte til stedet