Et tocifret antal politibiler er set i området.
Fredag formiddag er en større politiaktion i gang, hvor ordensmagten har afspærret en hovedvej i forbindelse med aktionen.
Ifølge redaktionens oplysninger er et tocifret antal patruljebiler i området.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter aktionen i et opslag på X.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Rute 23 er spærret i begge retninger efter krydset ved Knabstrup Møllebakke/Knabstrupvej frem til Holbækvej. Det har ingen konsekvenser for til- og frakørsel ved Holbækvej. Vejen er spærret på ubestemt tid,’ skriver politikredsen.
Ifølge mediet TV2 Øst har aktionen noget at gøre med aktivist-gruppen ‘Skovmagt’, der har boet i månedsvis i et skovområde i Holbæk Kommune som protest mod den planlagte udvidelse af Kalundborgmotorvejen.
På aktivisternes Instagram har gruppen lagt flere billeder op af deres aktion i skovområdet. På et af billederne ses en række maskerede personer, som har taget opstilling blandt træer og buske.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Aktivisterne har i flere uger boet i små hytter højt oppe i træerne, men nu står fældningen til den nye motorvej for døren. Maskinerne nærmer sig.
En af aktivisterne, Emma, sagde i september til det regionale medie sn.dk, at hun og de andre ikke vil flytte sig uden videre.
– Vi er mange, der kæmper mod kapitalistisk og kolonial udnyttelse, og vi vil altid stå i international solidaritet med hinanden, sagde hun til mediet om besøget.
Opdatering klokken 10:44:
Midt- og Vestsjællands Politi har nu anholdt fire personer i skoven. Det skriver politikredsen i et opslag på X.
‘Indtil videre er fire personer blevet anholdt ved Orekrog. Det er foregået stille og roligt. Vi fortsætter arbejdet i området.’
Presse-fotos.dk følger sagen…