Rusland vil i disse dage opskalere deres militære tilstedeværelse i områder tæt på Danmark, lyder det fra landets forsvarsministerium. Det er der en helt særlig årsag til
Onsdag til søndag i denne uge vil sammenlagt 150 russiske krigsskibe og hjælpefartøjer, 120 militærfly, 950 enheder af militært udstyr og specialudstyr sammen med mere end 15.000 soldater alle fra Rusland blive indsat i ‘July Storm’.
Det skriver Ruslands forsvarsministerium i en besked på mediet Telegram.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘July Storm’ er en operationel militærøvelse, der kommer til at løbe over de næste fem dage – og som bliver afholdt af den russiske flåde i Østersøen – ikke langt fra Danmark, Det Arktiske Ocean og Det Kaspiske Hav.
Formålet med øvelsen er at teste flådens og soldaternes evne til at løse forskellige opgaver, heriblandt kompleks anvendelse af højpræcisions langdistancevåben, ubemandede systemer og afprøvning af våben og andet militært udstyr.
Den russiske flåde vil derudover til søs også øve besætningernes indsættelse i området med kampformål, udføre angreb på baser og økonomiske aktiviteter, afvise angreb fra fjendtlige luftmål, sikre navigationssikkerheden og angribe fjendtlige faciliteter og skibsgrupper.
Øvelsen bliver ledet af admiral Aleksandr Moisejev, der i marts 2024 blev udkåret til den øverstkommanderende for den russiske flåde.