Lige nu: Et sidste farvel til en af de helt store

Familie, venner, tidligere kollegaer og resten af Danmark siger fredag formiddag farvel til tidligere landstræner Sepp Piontek.

Fredag formiddag bliver den tidligere danske landstræner Sepp Piontek stedt til hvile i Skt. Albani Kirke i Odense.

Tyskeren, der før tiden som træner spillede 12 år i Werder Bremen, døde efter kort tids sygdom den 19. februar 2026.

Han blev 85 år gammel og efterlader sig hustruen Gitte, børnene Stephanie, Jacob og Malene samt børnebørn og oldebørn.

Ved fredagens begravelse deltager flere store personligheder inden for dansk fodbold.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Presse-fotos.dk’s fotograf var til stede, da kisten blev båret ind før begravelsen.

Elsket af hele Danmark

Begravelsen finder officielt sted klokken 10:30 fredag formiddag i den odenseanske kirke.

Sepp Piontek boede op til sin død i landsbyen Blommenslyst tæt på Odense.

Han blev født i den polske by Wrocław, der dengang i 1940 var en del af Nazi-Tyskland, men Danmark blev et nyt hjem for den tyske træner.

Han elskede Danmark, og Danmark elskede ham.

Se også
Sepp Piontek er død

Sepp Piontek revolutionerede dansk landsholdsfodbold og førte landet til den første VM-deltagelse i 1986.

Derudover kvalificerede det danske landshold sig under Pionteks ledelse til EM i 1984 og 1988. Ved førstnævnte slutrunde blev det til en semifinale for landsholdet, der ikke havde været med ved Europamesterskaberne siden 1964.

Også under sine korte ophold som cheftræner i AaB og Silkeborg IF var han en vellidt mand – også selvom resultaterne i førstnævnte klub ikke helt levede op til de forsvarende mestres forventninger.

Som træner i Silkeborg ledte han holdet til en Superliga-sølvmedalje i 1998.

At han var en elsket mand i fodbold-Danmark er tydeligt at se, når man kigger ud over gæsterne ved hans begravelse.

Bland de deltagende er tidligere landstræner Morten Olsen, tidligere landsholdsspillere som Ivan Nielsen og Preben Elkjær og fodbolddirektør i DBU Peter Møller.

Korte videoer