Lige før afgørende Zelenskyj-møde: Bekymrende samtale med Putin

Et opkald mellem Trump og Putin var ifølge USA’s præsident “godt”. Nu venter Zelenskyj-møde.

USA’s præsident, Donald Trump, har kort inden et møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, talt i telefon med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Det skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social, søndag.

Trump omtaler samtalen med Putin som “god og meget produktiv”, men kommer ikke med yderligere detaljer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto

Det fremgår således hverken, hvor længe de to talte, eller hvad de talte om.

Mødet med Zelenskyj finder sted søndag aften dansk tid klokken 19 i Mar-a-Lago, som er Trumps bolig og resort i delstaten Florida. Det er klokken 13 lokal tid.

Inden mødet med Trump har Zelenskyj haft et telefonopkald med den britiske premierminister, Keir Starmer. Det skriver Zelenskyj på X, hvor han omtaler opkaldet som “detaljeret” og siger, at han fortalte Starmer om blandt andet situationen ved frontlinjen.

Se også
Danmark involveret: Nu skal Ukraine svare igen

Undervejs i samtalen mellem Trump og Zelenskyj i Florida ventes de to at ringe til europæiske stats- og regeringsledere. Det siger en talsperson for den ukrainske præsident ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den seneste måned har der kontinuerligt været forhandlinger om fred både i Europa, Rusland og USA.

Søndagens møde mellem Zelenskyj og Trump har fokus på en ny 20-punktsplan, der skal fastfryse krigen ved den nuværende frontlinje.

Planen kan indebære, at Ukraine trækker soldater tilbage fra øst og gør det muligt at oprette demilitariserede bufferzoner, viser detaljer, som Zelenskyj afslørede i denne uge.

En del af planen omfatter bilaterale aftaler mellem USA og Ukraine om sikkerhedsgarantier, genopbygning og økonomi.

Samtidigt med forhandlingerne har Rusland fortsat sine angreb på Ukraine.

/ritzau/

Korte videoer