Liberal Alliance har mistet tilliden til deres nye guldfugl efter mindre end en uge i Folketinget.
Det vakte ramaskrig, da unge Cecilie Liv Hansen slog den ellers vellidte og profilerede Steffen Larsen, og snuppede hans mandat i Sønderjylland.
Dermed havde den unge komet sat sig på et trippelmandat, da hun også var valgt til Byrådet i Kolding og til Regionsrådet.
Men træerne vokser altså ikke ind i himlen. Nu er kandidaten altså ekskluderet fra Liberal Alliance blot få dage efter den store valgsejr.

Det oplyser partiet i en mail til Ritzau.
‘Vi er meget kede af at havne i denne situation. Men vi er nødt til at reagere, når vi har fået urigtige oplysninger i forbindelse med opstillingen af Cecilie Liv Hansen, og når de urigtige oplysninger er af væsentlig karakter,’ oplyser partisekretær og organisationsformand Jakob Rixen i en skriftlig kommentar.
Partiet uddyber ikke, hvilke oplysninger der skal være tale om.
Liberal Alliance nævner dog, at Cecilie Liv Hansen ‘ikke har været ærlig over for partiet i forbindelse med yderst alvorlige forhold i sit private liv’.
De slår også fast, at havde de haft de pågældende oplysninger før, så havde partiet ikke opstillet hende til Folketinget.
Cecilie Liv Hansen er ikke den eneste politiker, som er blevet kylet ud af sit parti lørdag. Læs mere her.
Giver IKKE mandater videre
Cecilie Liv Hansen har kort efter nyheden om hendes eksklusion taget bladet fra munden, hvor hun fastslår, at hun nu selv har meldt sig ud af Liberal Alliance.
‘Jeg har meldt mig ud af Liberal Alliance.’
‘Efter gentagne rygter og tomme beskyldninger har floreret omkring mig, er jeg blevet opfordret af Liberal Alliance til at videregive mine mandater,’ skriver hun i opslaget.
‘Jeg har tilkendegivet at mange af disse rygter er usande, men at visse forhold omkring min samlever har været rigtige.’
Jeg har i den forbindelse meldt mig ud af partiet tidligere i dag, på baggrund af partiets opfordring,’ skriver hun i opslaget.
Hun slår samtidig fast, at hun ikke har tænkt sig at give sine mandater videre til andre.
‘Jeg er naturligvis ærgerlig over, nu at være partiløs, men ser stadig frem til at fortsætte den liberale kamp med mine mandater,’ skriver hun. Afslutningsvis skriver hun, at det er en uretfærdig beslutning.
‘Det er i min optik, på ingen måder retfærdigt.’
Cecilie Liv Hansen, tidligere medlem af Liberal Alliance
Cecilie Liv Hansen sidder både i byrådet og i regionsrådet foruden sit folketingsmandat.
