Når Legoland åbner op for julesæsonen lørdag den 29. november bliver det med et vaskeægte forsøg på en verdensrekord.
Friskbagt peberkage og to helt nye Lego minifigur-maskotter.
Det er nogle af overskrifterne på åbningsdagen for Jul i Legoland, der skydes i gang lørdag den 29. november.
I forbindelse med åbningen vil man bage verdens hidtil længste peberkagemand, som det vil være muligt for gæsterne at smage på.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver Legoland Billund selv i en pressemeddelelse, hvori det også oplyses, at det er bagere og konditorer fra Hotel Legoland, der vil bage peberkagemanden.
Rekordforsøget sker i den anledning, at Lego minifigur-maskotten ‘Gingerbread Man’ bliver ny beboer i parken.
Legoland Billund oplyser, at kagen bliver mere end syv meter lang og fire meter bred.
Den bliver på åbningsdagen pyntet i samarbejde med Rosa og Sæþór, der tidligere har været med i DR-programmet ‘Den Store Bagedyst’.
Klokken 14.00 vil peberkagemanden deles ud til gæsterne.
‘Bliver man træt af peberkage, er der også mulighed for at købe gløgg, hjemmelavede æbleskiver og mange andre julegodter i parkens juleboder,’ skriver Legoland Billund.
Det er dog ikke kun spiselige ting, der er på menuen til juleåbningen.
Klokken 17 tændes julelysene i det 10 meter høje Lego Duplo juletræ. Her har de besøgende mulighed for at møde endnu en ny beboer i form af Lego minifigur-maskotten ‘Reindeer Girl’.
Jul i Legoland kan opleves på 18 udvalgte åbningsdage fra den 29. november til den 31. december.
Parken har åbent fra klokken 10-18.
Du kan læse mere på Legolands hjemmeside.