En 51-årig mand er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Han skal ifølge politiet have stjålet jernbaneklokker, hvilket kostede en ung mand livet.
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 51-årig mand for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Tiltalen omfatter desuden tyveri af særlig grov beskaffenhed og forstyrrelse af sikkerheden for jernbaners drift.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge politiet er manden tiltalt for to tilfælde af tyveri af jernbaneklokker, som indgår i advarselsanlæg ved togpassager.
Ved begge tyverier skal han have handlet for vindings skyld eller på en hensynsløs måde, der skabte nærliggende fare for andres liv eller førlighed.
Forholdene har fundet sted på jernbanestrækningen mellem Tinglev og Sønderborg i Aabenraa Kommune.
Ved det første forhold den 30. juni 2025 skal manden mellem kl. 02.25 og kl. 03.30 have stjålet tre klokkesystemer fra overkørsler ved Kærvej, Visgårdvej og Kådnervej.
Ifølge politiets pressemeddelelse gjorde han det samme igen den 5. juli 2025.
Det er tyveriet den 5. juli, der ifølge anklagemyndigheden fik fatale konsekvenser.
En ung mand fik ingen advarsel om et tog på vej, da han passerede jernbaneoverkørslen ved Kådnervej omkring kl. 18.50.
Hans varebil kolliderede med toget, og han afgik ved døden som følge af sammenstødet.
Derudover er den 51-årige tiltalt for 13 tilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Sagen behandles nu ved domstolene.