Torsdag eftermiddag er trafikken særdeles udfordret, efter en lastbil er kørt gennem et autoværn og endt i den modsatrettede vejbane. Der er massiv kø på stedet.
‘Ved min ankomst er der et par kilometer kø på strækningen.’
Sådan lyder det torsdag eftermiddag fra Presse-fotos.dk’s udsendte, der er til stede ved den strækning, hvor der er sket et voldsomt uheld med en lastbil.
‘Trafikken er spærret i vestgående retning, men kan passere i østgående retning med lav hastighed,’ skriver politiet på det sociale medie X.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Til Sjællandske Nyheder oplyser Kasper Skotte, der er vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, at man fik en melding om et uheld mellem en lastbil og en personbil.
‘Der er tre spor i alt derude. Lastbilen er kørt gennem autoværnet og ind i modsatte vejbane,’ siger han til mediet om uheldet på Rute 54 fra Rønnede mod Næstved mellem Næstved NØ og Næstved N.
Ifølge vagtchefen skønner man lige nu, at lastbilen er kørt igennem 50 meter autoværn, hvilket betyder, at der i øjeblikket er et åbent stykke på strækningen, hvor der ikke er autoværn.
Der skulle ikke være nogen, der er kommet til skade i forbindelse med hændelsen, men politiet kommer ifølge vagtchefen til at være til stede i en rum tid endnu.
Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvad der er gået forud for uheldet, men vi følger sagen og opdaterer, hvis noget nyt kommer frem.
Opdatering:
Omkring klokken 19.30 oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X, at der er genåbnet for trafikken på strækningen.
‘I øjeblikket dog kun ét spor i østgående retning,’ lyder det dog.





