En lastbilchauffør fortæller nu offentligt om den alvorlige frontalulykke, der i tirsdags sendte en teenager og en 52-årig mand alvorligt kvæstet på hospitalet
Da den 49-årige lastbilchauffør tirsdag morgen omkring klokken 07.00 kom kørende langs Hillerødmotorvejens forlængelse i sin 32 tons tunge lastbil, gik det pludselig helt, helt galt.
Omkring 50 meter længere fremme kunne han se, at en hvid varevogn trak ind i hans vognbane og en direkte kollisionsulykke ville være uundgåelig.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I den hvide varevogn sad en 18-årig mand sammen med en 52-årig mand, der kort efter blev bragt til hospitalet alvorligt kvæstet – en lægehelikopter blev blandt andet tilkaldt til stedet
“Jeg trak så langt ud mod rabatten som muligt og lavede også en hård opbremsning, men jeg nåede kun at bremse lidt. Min lastbil kom ikke til at holde helt stille, inden den modkørende varevogn ramte lige ind i mig,” fortæller den 49-årige lastbilchauffør i et interview med B.T..
Den 49-årige chauffør ønsker ikke sit navn frem i medierne.
Han forklarer, at ulykken skete et sted, hvor der kun var en kørebane i hans side, men der var to i den modkørende retning, som kort efter ville snævre ind til en enkelt kørebane.
Lastbilchaufføren fortæller, at han kender vejen godt og ved, at den er farlig.
Han oplever ofte, at bilister forsøger at overhale lastbilerne, uden der er plads til det.
“Men jeg synes også, at der mangler skilte, ligesom en form for rækværk på midten kunne hjælpe til at adskille køreretningerne. Nogle bilister opdager simpelthen for sent, at deres kørebane holder op,” siger lastbilchaufføren til B.T..
Presse-fotos.dk var onsdag i kontakt med Nordsjællands Politi, der er politikredsen med ansvaret for det område, hvor ulykken mellem lastbilen og varevognen skete.
I den forbindelse oplyste politiet, at den 18-årige og den 52-årige mand var blevet erklæret uden for livsfare.
Nordsjællands Politi forklarede tidligere til Presse-fotos.dk, at lastbilchaufføren i det store hele var uskadt.
Han fortæller til B.T., at han efter ulykken selv måtte sørge for at blive kørt væk fra stedet, efter han var blevet afhørt af politiet.
Senere kontaktede han sin egen læge, der fortalte ham, at han blot havde slået den ene arm og venstre knæ.
Derfor var han tidligt næste morgen igen bag rattet på lastbilen.
“Det var hårdt igen at sidde i en lastbil, men jeg ville hellere være ude og lave noget, end at sidde stille derhjemme med alle tankerne, som også plagede mig lidt i nat. Så hellere være ude at køre igen. Men det første kvarter kørte jeg ret langsomt,” siger lastbilchaufføren til B.T..


