Lastbil pløjer græsstykke op og styrter ned i grøft

Det er voldsomme billeder, der torsdag middag kommer fra en lille vej, hvor en lastbil har pløjet jord og græs op, før den er skredet ned i en grøft og nu ligger på siden

I de indledende meldinger til alarmcentralen lød det, at der var sket et færdselsuheld med fastklemte, som involverede en lastbil.

Fremme på stedet kunne redningsstyrker senere bekræfte, at en lastbil var kørt og vejen og styrtet ned i en grøft i et solouheld.

Billeder fra stedet viser i den forbindelse, at redningspersonale kravler rundt på det store køretøj, mens det ligger på siden ved en lille vej.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ligger den væltede lastbil – se flere billeder nederst i artiklen

Færdselsuheldet er sket torsdag middag på den lille vej Dildavej i Ølstykke, og derfor er betjente fra Nordsjællands Politi og flere køretøjer fra brandvæsenet blandt andet på stedet.

Det oplyser Presse-fotos.dks udsendte.

“Det er en lastbil, der er væltet ned i en grøft i en kurve på vejen – man kan tydeligt se, at jorden i grøften er blevet revet op, som lastbilen er væltet,” siger vores udsendte og tilføjer:

“Brandvæsenet forsøger at finde ud af, hvordan man skal løfte lastbilen op igen. Bjærgningskøretøjer er også herude.”

Presse-fotos.dks udsendte har talt i alt syv udrykningskøretøjer.

“Jeg har set en ambulance køre væk. Den havde ikke blå blink og udrykning på, men det var uklart, om der var en patient i,” siger vores udsendte.

Presse-fotos.dk har i løbet af torsdagen gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi for at blive klogere på de nærmere omstændigheder herunder eventuel personskade, men politiet har ikke besvaret redaktionens henvendelser.

Der er ikke noget, der indikerer, at der skal være sket alvorlig personskade.

Et skolebesøg i den lokale moské har udløst kraftige reaktioner på Christiansborg.