En svinetransport brød i brand på motorvej på grund af overophedede bremser eller lignende. Flere grise måtte aflives.
Politi og brandvæsen kæmpede onsdag eftermiddag, efter en brand var brudt ud i en grisetransport på motorvejen.
Billeder fra stedet viser, hvordan en stor røgsøjle drev væk fra køretøjet, der var fyldt med masser af grise. Flere af dem måtte aflives, er det torsdag kommet frem.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Der var helt præcist 219 grise i en grisetransport, der onsdag brød i brand på motorvejen ved Vejle, og 11 af de grise måtte aflives.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi torsdag til TV Syd.
De resterende grise blev flyttet over i en anden lastbil og kørt videre.
Indledende undersøgelser tyder på, at branden opstod, fordi bremser, et leje eller lignende overophedede, skriver TV Syd.
Grisetransporten holdt i sydgående retning syd for afkørsel 61a til Vejle C, og den brændende lastbil gav i en periode trafikale problemer på E45 omkring Vejle i retning mod Kolding og Fredericia.
Selve branden var ifølge politiet kortvarig, men politiet var alligevel på stedet i flere timer for at få overblik over, hvor mange dyr der var kommet til skade.
Omkring klokken 21.30 onsdag var vejen atter fuldt farbar.




