Onsdag er der forsinkelser og aflysninger på togstrækningen mellem Københavns Lufthavn og Hyllie i Malmø.
Det skriver Skånetrafiken på sin hjemmeside.
Problemerne skyldes, at en lastbil tidligere på dagen er forulykket og hænger ud over skinnerne ved Svågertorp i Malmø.
DSB oplyser, at man forventer, at togene kører til tiden fra klokken 15.00.
Svensk politi mistænker ikke, at der ligger en kriminel handling bag ulykken, siger talsmand Jimmy Modin til nyhedsbureauet TT.
‘Det er en dækeksplosion, der fører til, at en lastbil og personbil kolliderer. I forbindelse med sammenstødet kører lastbilen af vejen og ind på sporområdet, hvor den sidder fast’, siger han ifølge TT.
Både politi, ambulance og redningstjenester er på stedet. Desuden har teknikere arbejdet på stedet siden klokken 13.15, skriver Skånetrafiken.
Der er ifølge mediet Sydsvenskan ikke nogen, der er kommet til skade i forbindelse med ulykken.
Klokken 12.30 og frem til 13.25 kørte der ingen tog mellem Københavns Lufthavn og Hyllie.
Togdriften mellem Hyllie og Oxie, der også ligger ved Malmø, er fortsat indstillet. Her er der indsat busser.