Lars Løkke håber på civiliserede forhandlinger med USA

Lars Løkke Rasmussen understreger, at europæisk sammenhold og intern amerikansk kritik har været afgørende for, at forhandlingerne med USA igen kan føres i et mere roligt spor.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen deltog torsdag i et udenrigsministermøde i Bruxelles. Her brugte han anledningen til at takke sine europæiske kolleger for den opbakning, Danmark har fået i konflikten med USA.

“Først og fremmest har vi brugt dagen i dag til at takke for den store solidaritet, der har været udvist. Det har været vigtigt,” siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 efter at have orienteret de øvrige EU-landes udenrigsministre om de igangværende forhandlinger med USA.

Orienteringen tog udgangspunkt i det første møde i den nedsatte arbejdsgruppe, der skal afsøge løsninger mellem Danmark, Grønland og USA.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Udenrigsminister - Lars Løkke
Arkivfoto.

Lars Løkke Rasmussen redegjorde i “overordnede vendinger” for mødet samtidig med, at han kvitterede for EU-landenes opbakning.

Ifølge udenrigsministeren har den europæiske modstand haft afgørende betydning for, at dialogen nu igen er på et mere konstruktivt spor.

“Jeg er slet ikke i tvivl om, at når vi nu er tilbage der, hvor vi var for 15 dage siden, og nu kan få en, håber jeg, civiliseret forhandlingsproces med amerikanerne, så er det blandt andet, fordi Europa har sagt fra,” siger udenrigsministeren.

Han peger samtidig på, at kritikken ikke kun er kommet udefra. Også internt i USA har der været kritik af præsident Donald Trumps kommentarer om Grønland.

“Ligesom man også i intern amerikansk politik har oplevet en række folk fra kongressen, som meget klart har sagt til præsidenten, at den her tanke om at annektere Grønland hører ingen steder hjemme,” fortæller Lars Løkke Rasmussen.

Han fremhæver desuden, at erhvervslivet og aktiemarkederne også har haft indflydelse på udviklingen mellem Danmark, Grønland og USA.

Se også
Nyt fra amerikansk udsending i Grønland: ‘Vil have ubegrænset adgang’

Korte videoer