Den danske center Lars Eller udlignede i tredje periode til 3-3, da Washington Capitals vandt 4-3
Med en vigtig udligning i tredje periode hjalp den danske center Lars Eller natten til fredag dansk tid sit hold, Washington Capitals, til en 4-3-sejr over Philadelphia Flyers i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Seks minutter inde i tredje periode udlignede 35-årige Eller til 3-3, inden hans holdkammerat Jakob Chychrun otte minutter før tid sikrede Washington Capitals sejren.
Ved Ellers scoring modtog danskeren pucken i Philadelphia Flyers’ zone, inden han resolut sendte pucken sikkert op i nettaget.
Washington Capitals har gang i en fremragende sæson og topper den østlige konference med 36 sejre i sæsonens første 54 kampe.
Nattens scoring var Ellers sjette, siden han i november vendte retur til Washington Capitals fra Pittsburgh Penguins.
Eller har tidligere været syv år i Washington Capitals mellem 2016 og 2023. I 2018 vandt han med Washington Capitals Stanley Cup – finalen i slutspillet af NHL. Det er han den eneste dansker, der endnu har præsteret.
/ritzau/