En erfaren landsholdsprofil vender nu hjem til dansk fodbold efter en årrække i udlandet for klubber som Arsenal og Bayern München.
93 landskampe og deltagelse ved både VM og EM.
Det er en erfaren landsholdsspiller, der nu afslutter sit udenlandseventyr og vender hjem til dansk fodbold.
Med ophold i både Arsenal og Bayern München har den rutinerede forsvarsspiller samtidig erfaring fra nogle af fodboldverdenens største addresser på cv’et.
Men i en alder af 33 år går turen altså hjem til Danmark, hvor en ny tilværelse i HB Køge venter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En ‘ønskespiller’
På klubbens hjemmeside annoncerer HB Køge Women, at man har hentet Simone Boye Sørensen hjem fra Hammarby IF.
Allerede tilbage i november kunne den svenske klub annoncere, at forsvarsspilleren ville forlade klubben i det nye år.
Og nu står det altså klart, at Boye fortsætter karrieren hjemme i Danmark.
At valget er faldet på HB Køge, er man utroligt stolte over i den østsjællandske klub.
”Det er ingen hemmelighed, at Simone har været en klar ønskespiller for os. Med hendes kvaliteter får vi ikke blot en stærk defensiv profil, men også en spiller, der bringer stabilitet, lederskab og værdifuld erfaring ind i truppen,” udtaler Jonas Nielsen, Sporting Director i HB Køge Women, på klubbens hjemmeside.
Dansk topklub bliver endnu stærkere
HB Køge forbereder sig netop nu på forårets mesterskabsspil i den danske A-Liga, hvor de afsluttede grundspillet på en førsteplads.
Klubben har tidligere vundet mesterskabet tre år i streg mellem 2021 og 2023.
Og netop det høje niveau har været en faktor i Simone Boye Sørensens valg af klubben.
”At vende hjem til Danmark og spille for en klub som HB Køge Women, der både har et højt internationalt niveau og store ambitioner, er for mig det perfekte match og føles helt rigtigt. Jeg har længe drømt om at komme hjem og samtidig spille fodbold på et højt niveau. Derfor betyder det meget for mig at være i en klub med klare ambitioner – noget HB Køge Women i dén grad står for,” udtaler Simone Boye Sørensen på klubbens hjemmeside.
