Både Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening kritiserer aftalen om kvælstofregulering.
Den politiske aftale om regulering af landsbrugets kvælstofudledning, der er præsenteret fredag, får ikke mange pæne ord med på vejen af hverken Danmarks Naturfredningsforening eller Landbrug & Fødevarer.
Aftalen indbefatter en kompensationspulje på 1,2 milliarder kroner til de landmænd, der påvirkes af reguleringen.
Det får dog ikke Søren Søndergaard, der er landmand og formand for Landbrug & Fødevarer, til at rende rundt med hænderne over hovedet af glæde, tværtimod.
Han ærgrer sig over, at der med den nye aftale går endnu længere tid, før den enkelte landmand ved, hvordan reguleringen vil påvirke hans bedrift.
– Vi er blevet en smule klogere, men der er stadig mange uafklarede spørgsmål, som gør det ekstremt svært at planlægge næste års markdrift.
– Hvordan og hvad vi må dyrke på markerne, og hvilke jorde vi overhovedet kan bruge. Det ved vi fortsat ikke her få uger før høst, siger han i en kommentar til aftalen.
Søren Søndergaard kritiserer også, at rammen for kompensation lægges fast, uden at man kender de præcise omkostninger.
Hos Danmarks Naturfredningsforening kalder man den nye aftale for “dårligt nyt for vandmiljøet”.
Det sker med henvisning til, at den nye aftale skubber tidspunktet for, hvornår reguleringen indtræffer.
I stedet for 2027 – som det oprindeligt blev aftalt i den grønne trepart – bliver det nu tidligst i 2028.
– Det var en bunden opgave at iværksætte alle tiltag, der skal sikre et godt vandmiljø, senest i 2027.
– Et af de vigtigste værktøjer vælger regeringen desværre nu at udskyde. Det er dybt skuffende og dårligt nyt for vores fjorde og kyster, lyder det fra naturfredningsforeningens direktør, Lars Midtiby.
Regeringen har indgået aftalen om kvælstofreguleringen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance.
Ud over kompensationen til landmændene indebærer aftalen også, at der afsættes en pulje på 2,2 milliarder kroner, der skal bruges på etablering af nye vådområder, som kan optage overskydende kvælstof i særligt belastede områder.
/ritzau/