Lægehelikopter rekvireret til alvorlig ulykke: Kommer til at være spærret i flere timer

Torsdag eftermiddag er en vej helt spærret, og kommer til at være det længe, da en ulykke har fundet sted. Der er sket alvorlig personskade.

En landevej er torsdag eftermiddag helt spærret grundet en færdselsulykke, der har resulteret i alvorlig personskade.

På stedet er adskillige køretøjer til stede, ligesom også en lægehelikopter er tilkaldt i forbindelse med redningsarbejdet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Adskillige udrykningskøretøjer er på strækningen – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Det er lokalmediet Viborg Folkeblad, der skriver, at ulykken – der er sket i krydset mellem Hobro Landevej og Vingevej i Tjele – har resulteret i alvorlig personskade.

Mediet har været i kontakt med Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, der oplyser, at en bilinspektør er på vej.

‘Der er tilkaldt en lægehelikopter, og vi afventer en bilinspektør,’ fortæller han.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Vagtchefen oplyser videre, at to biler har været impliceret i hændelsen, men hvor mange, der har pådraget sig skader er endnu ikke meldt ud.

Landevejen kommer til at være spærret i nogle timer endnu, hvorfor bilister opfordres til at finde andre ruter.

Opdatering:

Til TV Midtvest oplyser politiet omkring klokken 14.10, at der er to tilskadekomne.

Hvor alvorlige skaderne er, er for nuværende ikke meldt ud.

Vejen er desuden igen åben for trafik i begge retninger.

Tidligere på torsdagen var en lægehelikopter også tilkaldt i forbindelse med et andet færdselsuheld. Her endte en grå personbil i en stor bunke sukkerroer.