‘Læge og betjente er i fuld kampudrustning’: Kæmpe aktion i gang i Værløse

Mandag aften er der foregået en kæmpe politiaktion i Værløse. Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at kampklædte reaktionspatruljer med skarpladte rifler har indtaget et område

Det meste af mandag aften har dramatiske scener foregået for øjnene af borgere omkring Hangarvej i nordsjællandske Værløse.

Presse-fotos.dks udsendte befinder sig også i området, og han melder om rigtig stor politiaktivitet.

“Der er mindst ni politibiler, 15 betjente, en ambulance, akutlægebil og en læge, der har skiftet om til taktisk udstyr,” siger vores udsendte og tilføjer:

“Mange af betjentene render rundt i fuld kampudrustning og med automatrifler. Aktionen centrerer sig omkring en bygning herude.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses nogle af reaktionspatruljerne – se flere billeder nederst

Presse-fotos.dk har mandag aften været i kontakt med vagtchef ved Nordsjællands Politi David Eckert. Han oplyser, at politikredsen ikke har mulighed for at svare på spørgsmål angående aktionen.

“Til gengæld skal du have fat i NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet), da sagen ligger ved dem,” siger vagtchefen.

Presse-fotos.dk har forsøgt at få en kommentar fra NSK, men enheden har endnu ikke besvaret redaktionens henvendelser.

Derfor er de nærmere omstændigheder omkring den store politiaktion altså endnu ikke kendt.

Kort efter klokken 22.00 fortæller Presse-fotos.dks udsendte i Værløse, at politiet er ved at pakke sammen og køre væk. Han har hverken hørt skud eller set indikationer på, at nogen skal være kommet alvorligt til skade.

“Et vidne har oplyst, at politiet har kørt en mand væk, men det er ikke bekræftet,” siger vores udsendte.

Presse-fotos.dk følger sagen og forsøger løbende at få en kommentar fra NSK …

En 28-årig mand med relation til Loyal To Familia er blevet varetægtsfængslet for at forsøge at begå et Hamas-relateret terrorangreb. Angrebet kunne have foregået på dansk grund, mener politiet