Den legendariske rapper fortæller om de store udfordringer ved at skifte fra mikrofonen til scenekanten.
Tilbage i november sidste år afslørede den legendariske rapper L.O.C., at han fremover ville satse på standup-komik.
Han bekræftede selv karriereskiftet, efter at rygterne havde floreret i flere dage.
Selvom L.O.C. kastede sig ud i standup med fuld overbevisning, var overgangen dog langt fra nem.
Faktisk var det direkte ubehageligt.
Og det var der én særlig grund til:
“Det med at gå fra et øvelokale, hvor man har fuld kontrol over tingene og indspiller i sit eget tempo, til at stille sig foran nogle folk, der måske bare skulle ind og have en øl, og sige ‘nu skal du høre, hvad jeg synes er sjovt’. Det var angstprovokerende,” fortæller L.O.C. til Woman.
Testede sit materiale af på open mics
I forberedelsen til sit show ‘Nu Som Komiker’ har han gået til mange open mics for at teste sit materiale af.
Det beskriver han som “ekstremt grænseoverskridende”, men også det hele værd, fordi han i dag står med gennemarbejdet materiale på scenen.
Selvom L.O.C. er vant til at optræde på store scener, forklarer han dog, at der ligger et kontroltab i den nye måde at gøre det på.
“Uanset hvor stort et crowd, man har stået og snakket til, har jeg gjort det kontrolleret førhen. Komik handler meget om dynamik, så på den måde har det været ubehageligt indimellem”.
Turnerer landet rundt
Den tidligere rapper har dog fået succes i sit nye erhverv.
Han turnerer rundt med sit show ‘Nu Som Komiker’ og er ligeledes aktuel i anden sæson af programmet ‘Roasted: Verdens sjoveste ferie’, der har Linda P som vært.
Her står L.O.C. side om side med de erfarne komikere Torben Chris, Victor Lander, Natasha Brock og Nikolaj Stokholm.
Et format, som er faldet i god jord hos den nyudklækkede komiker.
“Det har været virkelig, virkelig morsomt. Jeg kan godt lide konceptet Roast. Det ved jeg ikke, om der er noget sadistisk i. Det har været tidspressede optagedage, men blandt virkelig sjove mennesker, så det var fedt,” siger L.O.C.
‘Roasted: Verdens sjoveste ferie’ kan streames på Prime Video.