Kvinder i Danmark har i gennemsnit syv flere sygedage om året end mænd. Det viser flere undersøgelser og understøttes af ny forskning.
Selvom sygdom i sig selv ikke er kønsspecifik, tegner der sig et mønster, hvor kvinders livsbetingelser og biologiske belastninger trækker ekstra fraværsdage.
Overlæge og forsker i kvindesygdomme Henriette Svarre Nielsen peger til TV 2 på, at kvinder er mere syge i den arbejdsdygtige alder end mænd, og at en stor del af forklaringen er, at man i sundhedsvæsnet simpelthen ved for lidt om kvindespecifikke sygdomme.
Hun fremhæver, hvordan kvinders liv typisk er præget af faser, der medfører øget sygdomsbyrde. Det gælder alt fra menstruationssmerter og hormonel migræne til graviditetskomplikationer, fødselsskader og overgangsalder. Ifølge hende er der ‘god evidens for, at meget fravær skyldes de kvindespecifikke tilstande’.
Sygefravær starter før børn og stiger markant efter
Ifølge CBS-forsker Philip Rosenbaum er forskellen i fravær tydelig allerede inden, kvinder får børn, og den bliver først for alvor markant derefter. Et studie, baseret på data fra førstegangsforældre, viser, at kvinders fravær stiger betydeligt efter fødslen, mens mænds stort set er uændret.
Kvinder har i gennemsnit én sygedag om måneden inden de får børn, og tallet stiger til næsten to dage efter fødslen. Det betyder, at kvinder reelt arbejder mindre end deres kontrakt siger, set i forhold til mænd, forklarer Rosenbaum til mediet.
Hans analyse viser også, at lange sammenhængende sygeperioder blandt mødre er en vigtig del af forklaringen, og at forskellen ikke afhænger af eksempelvis indkomst, antal børn eller erhverv.
Forskning: Kvinders sygdomme bliver overset
Et centralt problem er, at store dele af medicinsk forskning historisk er baseret på mænd, både af hensyn til potentielle graviditeter og fordi kvinders hormonelle cyklusser gør dem sværere at undersøge. Det betyder, at symptomer på sygdomme som hjertesygdom kan se anderledes ud hos kvinder – og at de derfor overses.
Samtidig bliver mange kvindespecifikke smerter stadig betragtet som ’naturlige’. Men det bør ikke være en barriere for behandling, mener Henriette Svarre Nielsen, der siger: ‘Alt, hvad vi laver i sundhedsvæsnet, er at gå op imod naturen. Så selvfølgelig kan vi også det her.’
DI: Sæt penge af til forskning
Hos Dansk Industri mener man, at forskellen i fraværet er en samfundsudfordring. Dette både menneskeligt og økonomisk. Organisationen foreslår derfor et nationalt videnscenter for kvinders sundhed og ønsker 100 millioner kroner afsat på næste års finanslov til mere forskning. Det forklarer Emil Fannikke Kiær, der er erhvervs- og medlemsdirektør i DI, til TV 2, der også har talt med CBS-forsker Philip Rosenbaum.
Han bakker op om forslaget og understreger, at selvom fravær kan være nødvendigt og gavnligt for den enkelte, er det afgørende at forstå og forebygge de alvorlige og længerevarende sygdomsforløb, der særligt rammer kvinder.
Henriette Svarre Nielsen kalder forslaget ‘rigtig godt’, men peger samtidig på, at ambitionerne bør være større: ‘Vi taler meget større beløb – over en tiårig periode skal der bruges 1-2 milliarder kroner, hvis vi skal lukke det her videnshul og løfte både kvinderne og samfundet’
Brødre finder storebror døende på parkeringsplads: – Han trækker ikke vejret!
