Leder af ulveovervågningen i Danmark skal afgøre, om det er en ulv, som er blevet kørt ned og dræbt i Oksbøl.
En kvinde har fredag morgen påkørt et dyr, som formodentlig er en ulv, i Oksbøl nord for Esbjerg.
Det skriver Avisen Danmark.
Dyret er dødt, og Naturstyrelsen i Blåvandhuk er i besiddelse af kadaveret.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Billeder af det døde dyr er blevet sendt til Kent Olsen, som er leder af Ulveovervågningen i Danmark, på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Han skal vurdere, om der er tale om en ulv.
Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg bekræfter over for Avisen Danmark, at politiet har fået besked om påkørslen.
– Påkørslen var næppe forsætlig, og derfor gør vi fra vores side ikke mere ved det, siger han.
Påkørslen skal være sket kort før klokken 07.30 fredag morgen.
Tidligere i oktober blev en ulveunge kørt ihjel på Vejers Havvej i byen Vejers Strand få kilometer vest for Oksbøl.
/ritzau/
