Mor til to fundet dræbt med flere knivstik: 19-årig nægter sig skyldig

Den 19-årige svensker blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han nægter sig skyldig i tiltalen.

Det var et uhyggeligt drab, som fandt sted på en 41-årig kvinde fredag.

Her blev hun fundet med flere knivstik på kroppen, og politiet var på stedet i mange timer.

Lørdag pågreb politiet en 19-årig mand, som søndag er i grundlovsforhør. Her nægter han sig skyldig i drab.

Det skriver Ritzau.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Retsmedicinere fra politiet arbejdede på adressen efter en kvinde blev fundet død. Foto: Presse-fotos.dk

Kvinden blev dræbt fredag omkring klokken 13.30 med flere knivstik, lyder det i sigtelsen.

Efter et ligsyn og en retsmedicinsk undersøgelse konstaterede politiet, at der var tale om et drab.

Den 19-årige mand blev anholdt lørdag omkring klokken 11.

Fyns Politi har oplyst, at der ikke er nogen familiær relation mellem den sigtede og den dræbte.

Der er ved grundlovsforhøret ikke kommet noget frem om en mulig forbindelse mellem de to.

Et ligsyn på kvinden fredag afslørede, at der var tale om et drab. Hun blev fundet med synlige mærker på kroppen.

Ifølge både Ritzau og Ekstra Bladet er der nedlagt navneforbud i sagen.

Ifølge medierne er den 19-årige nu varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret. Dommeren hæfter sig ved, at den unge mand både var på gerningsstedet torsdag og fredag forud for drabet.

Politi var massivt til stede fredag.