Kvinden ville hævne sig på manden, efter han havde udsat hende for vold og tyveri. Det endte fatalt
En uoverensstemmelse endte fatalt for en 28-årig mand, der sidste år mistede livet efter at være blevet stukket flere gange med en kniv af en kvinde på Amager.
Knivstikkeriet fandt sted 3. juli kort efter midnat. De to var kommet i konflikt ud for en parkeringsplads på Amagerfælledvej, hvilket endte med, at kvinden stak manden flere gange med en kniv.
Københavns Byret idømte torsdag den i dag 26-årige kvinde seks år og tre måneders fængsel for grov vold med døden til følge.
Kvinden erkendte at have stukket manden, men forklarede, at hun handlede i nødværge, fordi hun gik i panik og frygtede for sit liv.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De havde kendt hinanden i godt tre uger forud for episoden, hvor manden ved en lejlighed havde slået hende i ansigtet efter en diskussion og stjålet hendes telefon.
Kvinden havde efterfølgende givet udtryk for, at hun ville gengælde det. En aften, hvor de mødtes i hans lejlighed, sagde hun, at hun ville hæve 5000 kroner for at få sin telefon tilbage.
Ud for en parkeringsplads slog hun ham med en knytnæve i baghovedet, hvilket fik manden til at tage kvælertag på hende, så hun ikke kunne få luft.
Herefter trak hun instinktivt en kniv op af lommen og stak ham i låret og brystet.
Den 28-årige slap sit greb og løb cirka 100 meter, før han faldt om. Kvinden stak ham derefter i ryggen, fordi hun ifølge egen forklaring frygtede, at han ville prøve at tage fat i hende igen.
Kort efter forlod hun stedet.
Retten lægger vægt på, at kvindens overfald ikke kan takseres som selvforsvar, og at hendes handlinger var med til at eskalere situationen unødvendigt.
Derudover mener retten, at hun ikke gjorde nok for at hjælpe den 28-årige mand, da han befandt sig en hjælpeløs tilstand efter at have været blevet udsat for flere knivstik.
Kvinden overvejer, om hun vil anke dommen.
I retten undskyldte hun over for den afdødes pårørende og forklarede, at det ikke var hendes hensigt at slå ham ihjel, men at hun gik i panik og ikke vidste, hvad hun skulle gøre.