En kvinde i 30’erne sigtes for medvirken til drab og fremstilles onsdag i grundlovsforhør.
Politiet har ifølge Ritzaus oplysninger tirsdag foretaget endnu en anholdelse i en opsigtsvækkende drabssag fra foråret, hvor en mand blev skudt og dræbt for øjnene af en 12-årig pige.
Den anholdte er en kvinde, som onsdag vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Københavns Vestegns Politi bekræfter over for Ritzau, at der er sket anholdelse af en kvinde i 30’erne, og at der er rejst sigtelse for medvirken til drab i Søborg.
Politiet oplyser ikke, at der er tale om drabssagen fra Novembervej, men Ritzaus øvrige oplysninger underbygger, at der er tale om netop den sag.
Det var sidst på eftermiddagen fredag den 2. maj på Novembervej i Søborg ved København, at en 35-årig mand sad i en personbil, da flere gerningsmænd målrettet gik mod bilen.
Det har politiet tidligere oplyst med henvisning til øjenvidneberetninger fra stedet.
Ud over den 35-årige mand befandt en 12-årig pige sig i bilen. Politiet har tidligere oplyst, at den 35-årige er bror til en mand med tilknytning til bandemiljøet.
I første omgang blev manden alvorligt såret og indlagt på hospitalet, hvor han to dage senere afgik ved døden.
En uges tid efter skyderiet blev den første mistænkte anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet. Seks dage senere blev yderligere to anholdt, som også blev varetægtsfængslet. Og den 26. maj blev en fjerde mand anholdt og fængslet.
Sagen er indtil videre blevet behandlet for lukkede døre, og de nærmere detaljer er derfor indtil videre ukendte.
/ritzau/






