Kort inden klokken 08 onsdag morgen skete en alvorligt ulykke på en landevej. Politiet oplyser nu, at en kvinde har mistet livet og en mand er blevet fløjet fra stedet i en helikopter.
“Der er to biler, der er kørt sammen derude, og føreren af den ene bil er ikke umiddelbart ved bevidsthed.”
Sådan lød det tidligere på morgenen fra Maria Sander Hansen, der er pressetalsmand ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Presse-fotos.dk.
Politikredsen kan nu komme med flere oplysninger om det voldsomme sammenstød på Slagelse Landevej i Kalundborg.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“En 60-årig kvinde fra Kalundborg har mistet livet. Hendes pårørende er underrettet,” fortæller Maria Sander Hansen til Presse-fotos.dk.
Den nu afdøde kvinde blev tidligere på formiddag beskrevet af politikredsen som værende ‘ikke ved bevidsthed.’
I samme ombæring oplyste pressetalsmanden, at man havde sendt læger, ambulancer og helikopter til ulykkestedet.
Føreren af den anden bil er blevet fragtet fra stedet med sidstnævnte oplyser politiet.
“Det er en 27-årig mand fra Kalundborg, der er tilskadekommen og er blevet fløjet til sygehuset i helikopter,” fortæller Maria Sander Hansen og tilføjer, at man ikke kender hans konkrete tilstand, men at hans pårørende er underrettet om hændelsen.
Ifølge politiet befinder der sig lige nu en bilinspektør på ulykkestedet, hvor det nu er inspektørens opgave at klarlægge de nærmere omstændigheder for hændelsen.
Anmeldelsen om ulykken indløb klokken 07.57.
Presse-fotos.dk følger sagen.







