For ti år siden fik Uwe Max Jensen stor mediebevågenhed, da han tissede ud fra Rundetårn. Onsdag genskabte han sin performance.
Provo-kunstneren Uwe Max Jensen har gennem en lang årrække fået stor opmærksomhed i de danske medier.
Det vakte harme og forundring, da han blandt andet korsfæstede sin penis, malede sig sort og råbte ‘black lives matter‘ og tissede ud fra toppen af Rundetårn.
Og det sidstnævnte kunst-stunt har han nu genskabt – med visse modifikationer.
Mens han for ti år siden tissede ud fra Rundetårn i København, har han denne gang udført en ‘reenactment’ i Løgstør.
Her står der en miniatureudgave af Rundetårn, der er opført som hyldest til astronomen Peder Horrebow, som blev født i byen og var direktør for Rundetårn i 20 år.
Første i ny serie af værker
Onsdag klokken 13:00 kravlede Uwe Max Jensen altså op i kopien af Rundetårn og tissede ned derfra.
Inden værkets fremførelse måtte kunstneren dog lige have noget øl og sodavand indenbords for at kunne fremtvinge en stråle.
Performancen i Løgstør er første i en ny serie af værker, hvor han vil bringe sin helt særlige kunst til provinsen.
Han har tidligere skabt mange værker i København og Aarhus, men nu vil han efter eget udsagn ‘bringe kunst ud til steder, hvor den normalt ikke har fodfæste.’












