Kunde brager ind i bageri: Ruder knust af bilens kraft

Et kendt bageri er lørdag blevet påkørt af en kunde, der tog fejl af pedalerne.

‘Der var lige lidt ekstra spænding hos BAKs i dag,’ indledes et opslag af Carsten Bak i en Facebook-gruppe.

Carsten ejer Bak’s Bakery & Deli, der ligger på Bogensevej i Middelfart. Lørdag var der dog tilsyneladende mere en middel fart over feltet, da en kunde bragede ind i bageriets facade.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bageriet åbner ifølge Carsten Bak i morgen som vanligt.

Opslaget, der blev postet i en lokalgruppe, er sidenhen blevet slettet af ukendte årsager, men billederne taler sit tydelige sprog.

Den store glasfacade, hvor bageriets logo normalt ses, er knust efter bilens uheld.

‘En kunde trykkede forkert på pedalerne og havnede i bageriet,’ skriver Carsten Bak i opslaget.

Han tilføjer dog, at der heldigvis kun var materielle skader efter uheldet.

Lørdag aften viser billeder fra bageren da også, at man har fået sat træplader op, der erstatter den store rude, der måtte lade livet.

‘Der åbnes helt normalt i morgen,’ afslutter han opslaget.

Bak’s er særligt kendt for deres romkugler, der i 2018 vandt ‘Danmarks bedste romkugle’.

En 36-årig mand med lommerne fyldt af stoffer faldt fredag aften i søvn bag rattet.