Kun minderne tilbage: ‘Drengene fra Angora’ kommer aldrig igen

I 00’erne var de faste samarbejdspartnere på ‘Drengene fra Angora’ og ‘Angora by Night’. Men nu er samarbejdet endegyldigt slut.

Da Simon Kvamm i februar indtog Royal Arena over to aftener med sit ‘Alle sangene – Alle vennerne’-koncept var det – som titlen antyder – med gæsteoptrædener fra en række tidligere og nuværende samarbejdspartnere.

På scenen fik den multitalentfulde stjerne blandt andre besøg af L.O.C., Peter Sommer og Jada.

Og så fik publikum sig noget af et nostalgisk gensyn, da en gammel ven ved navn Henrik Solgård pludselig kiggede forbi.

Det var selvfølgelig i virkeligheden komiker og skuespiller Esben Pretzmann, der vendte tilbage i rollen som den elskede ‘Drengene fra Angora’-karakter.

Den kortvarige reunion mellem Pretzmann og Kvamm har måske forstærket drømmene om en større tilbagevenden til tv-skærmen for trioen, der rundes ud af Rune Tolsgaard. Men de drømme er Pretzmann hurtig til at skyde ned.

(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Drengene fra Angora’ introducerede flere karakterer, der stadig er ikoniske den dag i dag. Foto: DR

Ikke en fast genforening

I ugens afsnit af podcasten ‘Marcus og Realitypanelet’ sætter Esben Pretzmann ord på relationen til Simon Kvamm.

Her fortæller han ifølge Alt.dk, at venskabet i privaten intet fejler. Men når det kommer til det professionelle samarbejde er historien en anden.

De to stjerner er nemlig helt færdige med at arbejde sammen, hvis man skal tro Pretzmann.

Og det betyder altså også, at han helt kan afvise et større ‘Drengene fra Angora’-comeback – i hvert fald et, der inkluderer ham selv.

“Jeg ved godt, det er det, folk tit associerer mig med, men for mig ligger det mange år tilbage i tiden. Jeg har en kæmpe kærlighed til de karakterer, jeg har spillet, og jeg har også hevet dem frem i ny og næ, men jeg har prøvet ikke at gøre det ret meget,” fortæller han i podcasten.

Se også
Melodi Grand Prix-stjerne går all-in

Esben Pretzmann har blandt andet hevet Team Easy On-sprinteren Bobby Olsen frem fra gemmerne i det satiriske debatprogram ‘Den tid på ugen’.

Og i den nye sæson af ‘LOL: Den der ler sidst’ benytter han sig også af gamle karakterer i et forsøg på at knække modstanderne.

‘Drengene fra Angora’ så dagens lys tilbage i 2004 og løb over to sæsoner med flere specialepisoder undervejs.

I 2007 blev Angora-universet udvidet med ‘Angora by Night’, der ligeledes blev sendt i to sæsoner.