I Østjylland undersøges to episoder, hvor træer måske bevidst er blevet fældet, så de væltede over veje.
Det er kun få år siden, at en efterskolelære på Vestsjælland på tragisk vis omkom.
Det gjorde han, efter at han i sin bil blev ramt af et fældet træ omkring Sorø.
I forbindelsen med sagen blev seks unge dreng idømt fængselsstraffe på mellem et til seks år. Og nu undersøger politiet et lignende hændelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Østjyllands Politi efterforsker to anmeldelser om træer, der er fældet og faldet ud over vejbanen.
Politiet mistænker, at det muligvis har været en bevidst handling, at træerne skulle vælte hen over vejen.
Det fremgår af politiets døgnrapport, som er udgivet onsdag formiddag.
Den første anmeldelse kom fra en borger klokken 19.33 og omhandlede et træ, som lå ud over Tjerrildvej tæt på krydset Pindstrupvej/Skafø ved Ryomgård.
– Undersøgelserne på stedet viste, at træet var fældet med en motorsav, og der var lavet mærker, der indikerede, at træfælderen ville have træet til at falde i retning mod vejen, skriver politiet.
Lidt mindre end halvanden time senere – klokken 20.56 – kom så en lignende anmeldelse.
Denne gang fra Trekronervej i Thorsager ved Rønde. Her lå træet også ud over vejen, og der var ligeledes mærker, der ifølge politiet indikerede, at nogen bevidst havde forsøgt at få træet til at falde i den retning.
Ifølge politiet er ingen kommet til skade, og ingen har umiddelbart set, hvad der er sket.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen. Politikredsen har afhørt folk i området og lavet tekniske undersøgelser på stedet.
Politiet vil også gerne høre fra eventuelle vidner.
– Det er for tidligt at konkludere noget endeligt, men der er noget, der kan tyde på, at nogen bevidst har villet have træerne til at ramme ud over vejen. Da det i sagens natur kan være meget farligt, så er det en sag, vi tager virkelig alvorligt.
– Nu skal vi have klarlagt, hvad der er sket, og vi vil rigtig gerne have borgernes hjælp, så hvis man har nogle observationer eller oplysninger, så tøv ikke med at ringe til os, siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby i døgnrapporten.
