Det har aldrig været vigtigere at sikre dansk kultur, end det er nu, mener kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil hive de danske børn og unge ud af den digitale verden og ind i den levende fysiske fortælling på landets teaterscener.
Derfor investerer Kulturministeriet nu 20 millioner kroner i at vedligeholde og styrke teatertilbuddene for børn og unge på de danske egnsteatre og små storbyteatre samt Teatercentrums børnefestival KLAP.
Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse torsdag.
“I Danmark har vi en helt særlig tradition for teater til børn og unge. De danske teatre laver scenekunst i øjenhøjde med børn og unge og tager dem alvorligt. Når vores børn og unge oplever dansk teater, sikrer vi, at de får nogle nærværende oplevelser, så de ikke drukner i let fordøjelige digitale tilbud,” udtaler Jakob Engel-Schmidt i pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Festival får millioner
17 ud af de 20 millioner kroner skal fordeles ligeligt mellem de 28 egnsteatre og 20 små storbyteatre, der på nuværende tidspunkt er i Danmark.
Det svarer altså til lidt over 354 tusind kroner per teater.
De resterende tre millioner kroner går til Teatercentrum og udviklingen af deres børneteaterfestival KLAP.
Teatercentrum er en selvejende institution under Kulturministeriet, og KLAP har ifølge festivalens egen hjemmeside til formål at bringe store teateroplevelser ud til de børn, som bor uden for teaterlivets epicentre.
I år blev den 54. udgave af festivalen afholdt i Kolding.
Skal ‘sikre dansk kultur’
Investeringen i teater for børn og unge i Danmark er ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt særligt vigtig lige nu:
“[…] Med den verdenssituation vi har i dag, har det aldrig været vigtigere at sikre dansk kultur,” forklarer han i en pressemeddelelse.
I de seneste år har de danske teatre og andre scenekunstsproducenter i stigende grad målrettet deres produktioner til børn og unge.
I starten af 2025 kunne Danmarks Statistik præsentere nye tal, der viste, at 400 ud af de 890 teater- og scenekunstproduktioner, der blev opført i sæsonen 2023/2024, var målrettet børn og unge.
I forhold til 2015/2016-sænonen er det en stigning på 13 procentpoint. Dengang var 32 procent af produktionerne rettet mod børn og unge – nu er det tal oppe på 45 procent.
Kigger man på egentlige opførelser af disse produktioner med børn og unge som den primære målgruppe, udgjorde de 58 procent af alle opførelser i sæsonen 2023/2024.