Australske Donny Benét har opbygget en fanbase på baggrund af sine funky disco-pasticher og sit ikoniske visuelle udtryk.
I september får to danske byer besøg af vaskeægte éner.
Den australske disco-crooner Donny Benét kommer nemlig til Danmark, hvor han giver ikke bare én, men to koncerter.
Det annoncerer liveagenturet smash!bang!pow! i en pressemeddelelse.
Danske musikelskere – både i Jylland og på Sjælland – kan altså godt begynde at glæde sig til en aften fuld af smittende livsglæde og funky grooves.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Går i sin fars fodspor
Donny Benét oser af karisma med sin måne-mullet og et tykt overskæg på læben.
Når han træder på scenen er det ofte iført diverse ekstravagante klæder.
Og musikken matcher looket.
Med en synthesizer-båret lyd, der låner både fra 70’er-disco og 80’er-funk, har den australske musiker med de italienske rødder formet sin egen niché i det internationale musiklandskab.
En Donny Benét-koncert er som en tidsmaskine til et alternativt univers, hvor disco-musikken aldrig ‘døde’, og manden på scenen er en af genrens største disciple.
Han har det da heller ikke fra fremmede.
Antonio Giacomelli Benét, Donnys far, var en disco-harmonikaspiller, og det var ham, der i sin tid lærte sin søn at spille harmonika og bas.
Donny Benét startede selv som harmonika- og keyboardspiller i en række bands, før han i 2011 gik solo med debutpladen ‘Don’t Hold Back’.
Siden er det blevet til yderligere fem plader fyldt med funky numre, hvor Benét selv synger for.
Teksterne er ofte romantiske og flirtende – tilsat en god portion selvironi – og fans verden over er faldet for den australsk-italienske charme.
Senest har han dog været aktuel med den instrumentale EP ‘Il Basso’.
Selv verdensstjernen The Weeknd har et godt øje til Benét, der var blandt inspirationskilderne til canadierens storhittende plade ‘After Hours’.
Nu kan danske fans snart selv få syn for sagen, når Donny Benét indtager både Store VEGA i København og TRAIN i Aarhus.
Koncerterne løber af stablen henholdsvis den 23. og 24. september 2026.
Billetsalget starter fredag den 6. marts klokken 11.00.
