Frost og bidende temperaturer møder danskerne torsdag morgen.
Danskerne bliver torsdag morgen mødt af kulde og lave temperaturer flere steder i landet.
Selvom solen ventes at kigge frem flere steder i landet, kan det være en god idé at finde vanterne frem, hvis man bevæger sig ud, særligt på cykel.
’Der vil fra morgenstunden de fleste steder være omkring fem grader og nogle steder faktisk under frysepunktet,’ lyder det fra Rasmus Stoltze Hansen, der er vagthavende ved DMI.
Den kolde start bliver dog ikke hængende hele dagen.
’Som forårssolen får fat, vil temperaturen stige på land til op mod 14-15 grader mens det ved kysterne vil blive 12 grader,’ siger han og fortsætter:
’Der vil desuden heller ikke være så meget vind.’
Når solen får overtaget, kan varmen i løbet af dagen føre til skydannelse, som i perioder dæmper solens styrke.
Senere på dagen ventes skyerne igen at forsvinde, hvilket giver en flot afslutning på dagen.
Kigger man frem mod weekenden, fortsætter det rolige og pæne vejr. Dog når temperaturerne ikke helt samme niveau som i sidste uge, hvor der var tale om regulært kaiserwetter.
Der er udsigt til masser af sol, men temperaturer omkring 15 grader.

