Udgifter til forsvar er ikke sket på bekostning af velfærd, understreger statsminister efter tilbagegang.
Det bekymrer statsminister Mette Frederiksen (S), at flere peger på for mange penge til forsvar og støtte til Ukraine som mulig årsag til Socialdemokratiets dårlige kommunalvalg.
Det skriver hun i et opslag på Facebook efter kommunal- og regionalvalget tirsdag, hvor Socialdemokratiet gik 5,2 procent tilbage og mistede borgmesterposten i flere højborge, herunder København.
– Nogle peger på, vi bruger for mange penge på forsvar og militær. Det er en kritik, der bekymrer mig, fordi min fornemmeste opgave er at passe på Danmark. Og det kan jeg kun, hvis vi er villige til at stå op for vores land, skriver hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Borgere og kredsformænd har i rundspørger i flere medier peget på de milliardstore udgifter til forsvar frem for velfærd som en del af forklaringen på, at regeringspartiet er gået tilbage.
Blandt andet er kontanthjælpsreformen blevet kritiseret for at øge risikoen for hjemløshed. Regeringen har afsat et engangsbeløb på 15 millioner kroner for at rette op på det.
Hverken statsministeren eller Social- og Boligministeriet har dog villet svare på, om der skal afsættes flere penge efter 2026.
Andre har peget på statsministerens “hårde stil” og fremtoning, og nogle har peget på afskaffelsen af store bededag som fridag.
Til DR har statsministeren sagt, at udgifterne til forsvar ikke er sket på bekostningen af velfærden, hvilket er noget, som fylder særligt i lokale valg.
I stedet fremhæver hun, at regeringen bruger flere penge på velfærd end tidligere.
Hun fremhæver, at Socialdemokratiet stadig er det største parti, men erkender, at valget ikke er gået som håbet.
Der kan være flere forklaringer på det dårlige valg, og det vil partiet bruge den kommende tid på at analysere frem mod folketingsvalget, som skal finde sted inden for et år.
– En anden forklaring er, at det bliver stadig mere svært at være et stort folkeparti, der favner alle danskere. Fra landet til storbyen og alt det imellem, skriver hun.
/ritzau/
Stor demonstration mod lokalpolitiker: Lavede chok-skifte dagen efter valget