Kriminelle beboere skaber uro: Kommune begynder at flytte folk fra omstridt bosted

En række borgere med utryghedsskabende adfærd skal nu flyttes fra et omstridt botilbud efter nye oplysninger om alvorlig kriminalitet blandt beboerne.

Beslutningen kommer efter et hastemøde mellem to kommuner, der har været under pres fra lokale borgere i området.

Mindst otte beboere bliver nu fjernet fra bostedet. To personer er allerede flyttet, mens mindst seks andre skal flyttes, så snart myndighederne finder nye steder til dem. I nogle tilfælde kræver flytningen godkendelse fra Familieretshuset.

Samtidig bliver der sat stop for nye indflytninger resten af året.

Baggrunden er oplysninger, der kom frem for en uge siden, om at flere beboere på bostedet tidligere er dømt for alvorlig kriminalitet. De oplysninger var ifølge myndighederne ikke kendt tidligere.

”Med den nye viden vi har fået om beboerne, har det været vigtigt for mig, at vi hurtigst muligt fandt frem til nogle helt konkrete løsninger, så vi får skabt tryghed nu og her. Det er lykkedes i og med, at København, udover de to borgere, som de allerede har flyttet, nu også arbejder på at flytte mindst seks borgere væk fra Granvej 12. Ved at udvide stoppet for visitation af borgerne til året ud, har de også tid til at se på, hvordan de vil ændre på beboersammensætningen på botilbuddet,” siger borgmester Serdal Benli.

Planen er samtidig gradvist at ændre, hvem der bor på stedet. Når der igen bliver visiteret nye beboere, må de hverken have aktivt stofbrug eller udvise utryghedsskabende adfærd.

”Det er en alvorlig situation, vi står i, og vi skal derfor gøre alt, hvad vi kan for at genoprette tilliden mellem borgerne i Gladsaxe Kommune og Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Derfor tager vi nu nogle endnu mere indgribende redskaber i brug. Det er den eneste måde, man kan ændre radikalt på beboersammensætningen på Granvej, så det på sigt bliver et mere harmonisk botilbud, som naboerne kan være trygge ved. Vi går langt, og vi gør det, fordi det er vigtigt, at vi får skabt ro omkring Granvej for naboernes, beboernes og medarbejdernes skyld,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen.

Samtidig er der sat flere nye tiltag i gang for at dæmpe uroen i området. Der er blandt andet ansat en nabokoordinator, ekstra pædagogisk personale og oprettet et tryghedsnetværk mellem myndigheder, politi og lokale borgere.

Derudover har vagter og politi øget deres tilstedeværelse i området.

Det omtalte botilbud ligger på Granvej i Bagsværd. Resultaterne af de nye tiltag bliver præsenteret på et borgermøde den 16. april.