Krigslignende tilstande midt i dansk by i nat: Nu melder politiet ud

Det, som natten til onsdag udviklede sig til voldsomme og kaotiske scener i midtbyen, bliver nu efterforsket af politiet.

En større gruppe unge affyrede både lovligt og ulovligt fyrværkeri i alle retninger. Både mod borgere, bygninger og politiets patruljer. Antallet af unge er tidligere af Ritzau beskrevet som 200.

Ifølge Fyns Politi havde man allerede tidligt på aftenen fået oplysninger om, at en større forsamling var på vej til at samles i det centrale Odense med det formål at affyre massive mængder fyrværkeri.

Kort før midnat begyndte affyringerne, og der blev ifølge politiet skudt på må og få i tæt bebyggelse. Både borgere i området og politiets egne patruljer blev ramt af fyrværkeri, og situationen blev vurderet som farlig.

Se video fra den heftige affyring øverst i artiklen.

Ved du noget om sagen – eller er der en anden historie, vi bør se på? Skriv til os på mail tip@presse-fotos.dk. Alle tips behandles fortroligt.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Der blev også skudt mod politiet, der rykkede massivt ud i byen

Nogle af deltagerne maskerede sig og bevægede sig rundt i byen, primært fra Slotsgade og Vindegade i retning mod Kongensgade i Odense. Der blev anvendt både lovligt og ulovligt fyrværkeri.

Politiet besluttede derfor at sætte massivt ind med både politihunde og et større antal patruljer for at få opløst forsamlingen og genskabe ro og sikkerhed. Omkring klokken 01.30 var situationen igen under kontrol.

Ingen personer kom til skade under hændelsen, og der er heller ikke rapporteret om bid fra politihunde. En enkelt person blev dog anholdt i forbindelse med urolighederne, og politiet har registreret en række personer, som nu indgår i den videre efterforskning.

Vicepolitiinspektør Anders Therkelsen fra Fyns Politi retter i pressemeddelelsen skarp kritik mod adfærden:

‘Der er kun få ord at beskrive den her hændelse med: tåbeligt, forkasteligt og decideret dumt. Når man på denne måde affyrer så store mængder fyrværkeri i tæt bebyggelse, så udsætter man både sig selv og andre for alvorlig fare. Fyrværkeri er ikke legetøj, og jeg er ærlig talt rystet over, at det her kan finde sted.’

Politiet oplyser samtidig, at persongalleriet formodentlig er de samme unge, som de seneste dage har været involveret i lignende hændelser andre steder på Fyn, blandt andet i Langeskov, Ringe og Vissenbjerg. Ved flere af disse episoder er der allerede rejst sigtelser efter fyrværkeriloven.

Fyns Politi efterforsker nu sagen videre for at vurdere, om der er grundlag for yderligere sigtelser i forbindelse med nattens hændelser i Odense centrum.

Se også
Voldsomme scener: 200 unge affyrede fyrværkeri mod borgere og betjente

Korte videoer