En svensk statsborger, som blev anholdt i Iran i juni 2025, er blevet henrettet, oplyser udenrigsministerium
Krigen Mellemøsten kommer pludselig helt tæt på, med den voldsomme nye udvikling i krigen.
En svensk statsborger er onsdag morgen blevet henrettet af Iran.
Det oplyser den svenske udenrigsminister, Maria Malmer Stenergard, i en udtalelse på den svenske regerings hjemmeside.
Personen blev ifølge ministeriet anholdt i juni 2025.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Det står klart for os, at den retsproces, der førte til, at den svenske statsborger blev henrettet, ikke har været retssikker. Ansvaret for dette hviler alene på Iran, “siger udenrigsministeren i udtalelsen.
Den svenske udenrigsminister fortæller til nyhedsbureauet TT, at personen blev svensk statsborger i 2019 og havde dobbelt statsborgerskab, hvilket ifølge Stenergard gjorde det konsulære arbejde sværere.
“Vi står fast på, at dette har handlet om en svensk statsborger, og at vi havde ret til konsulær adgang. Men som sagt har det været meget svært, ligesom i andre sager,” siger hun ifølge TT.
Personen, som er blevet henrettet er en svensk-iransk mand.
Dømt for spionage
Iranske medier skriver om sagen, at manden havde været mistænkt af de iranske myndigheder for at være spion.
Manden var mistænkt for at have delt billeder og oplysninger om følsomme steder i Iran med Israels Mossad-efterretningstjeneste, ifølge medierapporter, skriver det svenske medie Aftonbladet.
Stenergard understreger desuden over for nyhedsbureauet, at relationen mellem de to lande allerede er meget anstrengt.
Iran er ifølge Amnesty International et af de lande, der udfører flest henrettelser i hele verden.
Antallet af henrettelser i Iran er blevet anslået til at være fordoblet i 2025 sammenlignet med 2024.
Det oplyste ngo’en Iran Human Rights (IHR), der holder til i Oslo, i december, skrev BBC.
Hvor IHR i 2024 var i stand til at bekræfte i alt 975 henrettelser, så havde gruppen alene frem til begyndelsen af december bekræftet mindst 1500 henrettelser.
Ligeledes oplyste både FN’s menneskerettighedskontor (OHCHR) og Amnesty International, at Iran i de første ni måneder af 2025 havde henrettet over 1000 personer.
Ifølge Amnesty International var tallet det højeste antal henrettelser på ét år i landet.
Endnu en svensker fængslet
Det svenske udenrigsministerie er samtidig nervøs for en anden svensk statsborger, som er fængslet i Iran.
Der er tale om den svensk-iranske læge og forsker Ahmadreza Djalali.
“Han er i et land i krig, hvor vi har svært ved at få præcise oplysninger, han sidder også i Evin-fængslet, hvor der har været mange bekymrende oplysninger om, hvordan situationen har udviklet sig. Derudover har han en vanskelig helbredssituation, så vi er meget bekymrede og vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at han kan vende hjem til sin familie,” fortalte Malmer Stenergard til TT i starten af marts, skriver Aftonbladet.
Djalali blev dømt til døden i 2017 for påstået spionage mod Iran, men er vilkårligt tilbageholdt, ifølge FN.
