Antallet af førtidspensionister er steget med mere end 40.000 de seneste ti år, og udviklingen blandt unge vækker bekymring.
Flere danskere end nogensinde er de seneste ti år endt på førtidspension.
En ny opgørelse viser, at antallet er steget til mere end 272.000 personer. Det svarer til, at mere end hver 14. voksne dansker modtager førtidspension.
Det skriver Politiken.
Denne udvikling gør sig også gældende blandt unge. Antallet af førtidspensionister under 40 år er steget fra godt 30.000 til mere end 42.000 de seneste ti år.
‘Det er alarmerende,’ siger Søren Kryhlmand, der er viceadministrerende direktør i Dansk Industri, til mediet.
Ifølge ham er det problematisk, at unge risikerer at blive varigt koblet af arbejdsmarkedet, særligt når årsagen er psykiske lidelser, som ikke nødvendigvis er permanente.
Dansk Industri foreslår, at unge i stedet kan få en midlertidig ordning på eksempelvis fem år.
Det betyder, at de får tid til behandling og stabilisering uden samtidig at skulle gennem gentagne aktiveringsforløb.
Også beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen ser meget alvorligt på udviklingen.
Hun kalder stigningen et kæmpe samfundsproblem, men ønsker ikke at genindføre de tidligere ressourceforløb.
I stedet peger hun på reformerne af kontanthjælpssystemet og jobcentrene, som skal gøre det lettere at sætte krav og aktivering på pause, når unge har behov for ro og behandling.
‘Der er tilfælde, hvor førtidspension til unge er det rigtige, men jeg er stærkt i tvivl om, at det er tilfældet for alle dem, vi ser få førtidspension,’ siger hun til mediet.
